TOP

Vinca Wiedemann fik gyldent håndtryk på 1,3 millioner kroner, som skal findes i Filmskolens budget

Da Vinca Wiedemann for en måneds tid siden forlod jobbet som rektor på Den Danske Filmskole, fik hun 1,3 millioner kroner i gyldent håndtryk. Det skriver dr.dk, efter DR Nyheder har søgt aktindsigt i den aftale, som Kulturministeriet og Vinca Wiedemann indgik i forbindelse med hendes afgang. 

De 1,3 millioner kroner skal findes i Filmskolens budget. 

Vinca Wiedemann forlod stillingen som rektor efter pres fra eleverne, som blokerede Filmskolen med krav om rektors afgang. 

I en skriftlig kommentar til DR udtaler fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S): 

“Ved en fratrædelsesaftale tages der udgangspunkt i den kontrakt, som den pågældende medarbejder har, og den situation, der er opstået. Derfor er indholdet i en fratrædelsesaftale altid helt konkret og afspejler den situation og sammenhæng, som aftalen indgås i.”

Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup er kritisk over for aftalen.  

“Det virker som en grotesk stor kompensation for en fyring. Sagen er, at den nu forhenværende rektor blev dømt ude af eleverne og fyret for ikke at passe sit arbejde godt nok. For mig at se er det problematisk, at man giver de her gyldne håndtryk i sådan en situation, hvor man bliver fyret for ikke at passe sit arbejde,” siger Peter Skaarup til dr.dk, mens Per Nikolaj Bukh, der er professor ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet, fortæller, at der skal meget til, før en chef ikke får hele den godtgørelse, som kontrakten tilsiger.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.