TOP

Viborgs egnsteater Carte Blanche lukker og slukker

For 15 år siden sagde Sara Topsøe-Jensen ja til at rykke teltpælene op og flytte til Viborg. Her skulle hun etablere teatret Carte Blanche, som hun allerede havde startet fire år forinden.

Hun sagde ja, fordi de lokalpolitiske kulturstrategier i Viborg Kommune på daværende tidspunkt passede fint med de værdier, Sara Topsøe-Jensen så som definerende for Carte Blanche.

Og således fik Viborg egnsteatret Carte Blanche.

Men nu er det snart slut. Ved udgangen af 2020, hvor indeværende aftaleperiode mellem egnsteatret og Viborg kommune udløber, er Carte Blanche ikke længere kommunens egnsteater. Det skriver Iscene.

“Jeg har besluttet ikke at starte forhandlingerne om en ny egnsteateraftale mellem Carte Blanche og Viborg kommune, som ellers skulle være gået i gang efter sommerferien,” skriver Sara Topsøe-Jensen, der i dag er kunstnerisk leder af Carte Blanche, i en pressemeddelelse.

Årsagen til beslutningen skal findes i en afstand, der er kommet mellem teatret og Viborg Kommune. En afstand, der gør det svært at fortsætte driften af egnsteatret, der oprindelig blev startet i 2000 af Sara Topsøe-Jensen, inden det i 2004 blev Viborgs professionelle egnsteater.

“I forbindelse med en igangværende egnsteaterevaluering fra Statens Kunstfond, er det blevet klart, at det ikke længere er tilfældet (at kommunens strategi stemmer overens med teatrets, red.). Carte Blanche og Viborg kommune står i dag længere fra hinanden. For langt synes jeg,” skriver hun videre i pressemeddelelsen.

Kreativiteten amputeres
Ifølge den kunstneriske leder har kommunens kulturstrategier udviklet sig i retning af en mere topstyret og måldefinerende måde at drive politik på, hvor økonomi og effektivitet er dominerende værdier.

“Det er den samme udvikling vi også ser indenfor for eksempel uddannelses- og sundhedspolitik. En udvikling, der kan være både fordele og ulemper ved politisk og kulturelt. Men i idealet om legens, forskningens og kunstens frihed og uafhængighed af samfundsstyrede mål ligger, at kreativitet i sit væsen bryder med eksisterende rammer og tænkning – det er et af dens formål! Derfor amputeres kreativiteten, når målet bliver at passe den ind i den selvsamme tænkning og ramme, den forsøger at forny,” uddyber hun i pressemeddelelsen.

Hun er ærgerlig over at Carte Blanche lukker og slukker, men føler sig nødsaget til at træffe valget, der altså betyder, at egnsteatret kun har halvandet leveår tilbage.

I mellemtiden lover Sara Topsøe-Jensen, at hun vil arbejde på at efterlade et ekko af kunstnerisk kvalitet og eksperimenter, inden hun kaster sig over nye udfordringer.

“Det har været et stort privilegium og meget inspirerende at få lov til at drive et egnsteater i Viborg og et kunstnerisk eksperiment på samme tid. Det har været en udviklende rejse af møder med skønne og legesyge mennesker,” skriver Sara Topsøe-Jensen.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test