TOP

Vestindisk Pakhus repræsenterer hele verdens historiske samvittighed – og bør rumme et kolonihistorisk oplevelsescenter

Kommentar: I Politiken fremfører professor og kunstner Bjørn Nørgaard og direktør for Statens Museums for Kunst (SMK), Mikkel Bogh, et forsvar for at beholde Den Kgl. Afstøbningsssamling i den historiske bygning Vestindisk Pakhus fra 1781.

Bygningen på den prominente og attraktive adresse ved havnen har længe været rygtet til salg, men Kulturministeriet har for nylig meddelt, at salgsplanerne er droppet – dog tilsyneladende uden at udflytningsplanerne for gipssamlingen er ændret. Men hvad er det for et sted, der er i spil?

Vestindisk Pakhus er et Site of Conscience. Begrebet “Site of Conscience” kan oversættes til ”samvittighedssted”. Det betegner et sted eller en bygning, der i kraft af sin egen historie forhindrer, at hukommelsen om en prekær del af fortiden forsvinder. Hvis stedet og dets centrale indhold bevares, så sikrer man – lidt firkantet sagt – den folkelige viden om en historisk uretfærdighed for evigt.

Et Site of Conscience har også en indbygget læringsmæssig fordel. Dets stedsspecifikke karakter, altså dets placering i en by eller et landskab, hvor det har tjent særlige formål, hjælper den besøgende til bedre at sætte sig ind i forholdene dengang. Når man står på selve stedet, forstår man bedre, hvordan et overgreb, en massakre eller en anden undertrykkelse foregik, eller hvordan det hele blev iscenesat og styret.

Besøger man for eksempel en koncentrationslejr i Europa, bliver historien pludselig meget nærværende, og oplevelsen bliver en mulig katalysator for at reflektere over racismens væsen; et Gulag-museum i Rusland vil fremhæve nutidig undertrykkelse af ytringsfriheden; og et udskibningshus for slavegjorte i Senegal eller Ghana, sætter ligeledes forestillingsevnen i sving. Det kan eksempelvis føre til en indsats mod de forhold, som stadig medfører, at mange millioner mennesker lever ufrie og slavelignende liv.  

Et kolonihistorisk center har været tegnebrættet i mange år

Vi har med Vestindisk Pakhus at gøre med et Site of Conscience med fantastisk potentiale. Derfor skal det hilses velkommen, at kunstneren Bjørn Nørgaard og SMK-direktør Mikkel Bogh nu også kan se dette.

Men potentialet blev set for længe siden af kunstnerne La Vaughn Belle og Jeannette Ehlers, da de efter lang tids armlægning om tilladelser, lykkedes med at få skulpturen ‘I Am Queen Mary’ placeret midlertidigt i by- og havnebilledet foran Vestindisk Pakhus. Deres kunstneriske intervention sikrer – blandt andet i kraft af sin monumentale størrelse –  at det er svært at ignorere Danmarks koloniale fortid, når man passerer Vestindisk Pakhus på enten gå-ben, cykel eller som turist i kanalbådene.

Kunstværket er ikke gået ubemærket hen: Et bredt flertal i Folketingets Finansudvalg har rundhåndet allokeret midler til monumentets permanente sikring. Og en presserapport – som blev lagt til grund ved ovennævnte anvisning af midler – viser, at nyheden om ‘I Am Queen Mary’ nåede ud til omtrent en milliard mennesker.   

Det er jo omtale af et omfang, som enhver popmusiker eller influencer ønsker sig. Men det er naturligvis også et værdifuldt udgangspunkt for et kolonihistorisk oplevelsescenter, hvis det placeres i Vestindisk Pakhus. Tankerne om et sådant center er udviklet i Foreningen for Kolonihistorisk center, som blev dannet i 2015. Ideen er flere gange blevet præsenteret for Statens Museum for Kunst. Og ved et debatarrangement arrangeret af vores forening i februar 2020 på Københavns Universitetsbibliotek, viste det store fremmøde en væsentlig interesse for et Kolonihistorisk Center i Vestindisk Pakhus.

Vi skal være opmærksomme på de blinde vinkler i kolonihistorien

Den danske kolonialisme var en betydningsfuld og integreret del i den europæiske kolonialisme. På tidspunktet for Første Verdenskrig havde Europa grebet om mere end 85 procent af resten af kloden efter at have befæstet sin kontrol i flere århundreder.

Det er en væsentlig fortælling, som vi ikke har fået ordentligt på plads i det puslespil, der danner baggrund for vores nationale selvopfattelse. Vi har ”blinde vinkler” på kolonihistorien – som en udstilling og konference med samme titel på Det Kgl. Bibliotek i 2017 blotlagde og diskuterede.

Ved denne lejlighed – og ved mange andre arrangementer og udstillinger, som fandt sted under markeringen af 100 året for Danmarks salg af de daværende vestindiske øer – stod det klart, at de mest engagerende bidrag blev til i samarbejde med kræfter udefra. Denne konstatering er på ingen måde en kritik af den flotte indsats indenfor dansk historieforskning, historieformidling eller de spændende aktiviteter og udgivelser, der blev iværksat af museumsfolk, kuratorer, undervisere, kunstnere, musikere, forfattere og mange andre i forbindelse med 100 års markeringen.

Men det forholder sig sådan, at udviklingen i forskningsfeltet kolonialisme i bund og grund er international. Javist har danskere også spillet en rolle, men den centrale udvikling af et fundament for forskning i kolonialisme samt væksten i og interessen for kolonihistorisk forskning er international, og har accelereret siden 1970’erne. 

Jeg nævner et lille antal af feltets betydningsfulde tænkere og forfattere: Chinua Achebe, Homi Bhabha, Edward Said, Buchi Emecheta, Paul Gilroy, Frantz Fanon, Jamaica Kincaid, Salman Rushdie, Wole Soyinka, og Gayatri Chakravorty Spivak. Enhver europæisk historiker med interesse for nyere kritisk kolonihistorie bør kunne nikke anerkendende til disse navne.

Der er desuden et kæmpe felt af fremragende yngre navne med de højeste akademiske udmærkelser. Hovedparten af disse forskere og tænkere har det fællestræk, at deres forskning er informeret af en egen erfaring eller opvækst i områder, der har været berørt af kolonialismens virkninger. Så hvor det for 20-25 år siden ville være helt normalt at samle Danmarks bedste forskere, formidlere og museumsfolk omkring opgaven med et kolonihistorisk center, er dette ikke længere en indlysende model.  

En bred kulturel og tværfaglig bevægelse formidler kolonihistorien

En anden udvikling har de senere år bredt sig på hele museumsområdet. For at løbende at aktivere sit publikum, inviteres kunstnere, forfattere, musikere og andre kreative til at gå i dialog med samlingerne. Samtidig er det indlysende klart, at fordi kolonihistorien gennem generationer har savnet stærke institutioner og museer, er formidlingen sket gennem litteratur og via de øvrige kunstformer.

Der er et væld af væsentlig dramatik, film, musik og skønlitteratur, der står som katalysatorer for kolonihistorien.  Desuden har videnskabelige fagområder udenfor den mere snævre historieskrivning bidraget betydeligt til emnet. Derfor bør et Kolonihistorisk Center udnytte denne tværfaglighed og disse udtryk.

Vi lægger op til, at tværfaglige metoder og udtryk på forhånd integreres i stedets udformning, praksis og organisation. Selvfølgelig med anvendelse af helt nye formidlingsformer som for eksempel virtual reality og anden digital formidling.

Vi ser Kolonihistorisk Center som en hybrid mellem forskellige typer af kulturinstitutioner, men UDEN omkostningstunge samlinger af skrøbelige objekter. Det vil også gøre driften mere rentabel. I et rullende program – inspireret af festivalers måde at organisere sig på – kan stedet fremstå som et litteraturhus, et musiksted, et teater, et museum, et kunstgalleri eller en biograf. Og her bør prioriteres projekter, der fra start kan indgå som del af et tværfagligt samarbejde mellem forskere, kreative indholdsproducenter og undervisere.

Internationale ICOM ser indad

I den internationale museumsorganisation ICOM har nøgleordene i de senere år været lighed, diversitet og inklusion. Det betyder blandt andet, at museerne i den grad vender blikket indad: Man spørger i stigende grad sig selv, om den fortælling man står med, har blinde vinkler.

Kolonialismen, og også den danske version, har helt utrolig mange facetter og strækker sig over mere end 500 år. Danske institutioner kan spille en vigtig rolle. Det viser eksempelvis Rigsarkivets digitalisering af enestående arkivalier, som er helt uvurderlige for den internationale forskning. Dog er forskningsfeltet globalt, og det betyder, at Kolonihistorisk Center bør kvalitetssikres med hjælp fra internationale kapaciteter.

Men også af en anden årsag er et internationalt arbejdsfællesskab nødvendigt: Den tid, hvor historien blev fortalt af én gruppe om en anden, er for længst forbi. Efterkommere fra de områder og individer, der blev berørt i kolonitiden, bør moralsk set sikres en afgørende stemme og indflydelse i centrets udformning. Det vil også bidrage til at gøre Vestindisk Pakhus til en attraktion for både danskere og den store gruppe turister, der interesserer sig for historien og sende et signal om, at vi i Danmark er parat til at dele vores historie med resten af verden.

Sympatiske tanker fra Gipsafstøbningens beskyttere

I Politiken den 30 maj udtaler professor Bjørn Nørgaard: Gipssamlingen er jo født i samme periode som pakhuset. På den ene side dyrkede man den græske ånd, demokrati og humanisme, og på den anden finansierede man en stor del af butikken ved at sælge slaver. Den dobbelthed i vores kultur kunne vi fint diskutere i Vestindisk Pakhus. Så de to historier flettes sammen.

Dette er en meget skarp og præcis betragtning. Og hvis der er politisk vilje til den massive investering, der er nødvendigt for bevarelse af gipssamlingen i Vestindisk Pakhus, kan de ovenstående tanker naturligvis indgå i et samarbejde med et Kolonihistorisk Center. Men det er også vigtigt, at kolonihistorien fortælles på sine egne præmisser. Kolonihistorien står nemlig i høj grad ufortalt hen, mens at vi i vores uddannelsessystemer og gennem anden dannelse i generation på generation er blevet opflasket med den græske ånd.

Autonomi til Kolonihistorisk Center

Det er et faktum, at den bevaringsværdige gipsafstøbningssamling er endt i Vestindisk Pakhus ved et tilfælde. Derfor bør interessen for at bevare gipsafstøbningssamlingen diskuteres uafhængigt af mulighederne for at etablere et Kolonihistorisk Center i Vestindisk Pakhus. Begge formål er yderst relevante, men også væsensforskellige.

Heldigvis er Vestindisk Pakhus så kæmpestort, at det kan rumme flere institutioner, der naturligvis skal kunne samarbejde. Men et Kolonihistorisk Center skal sikres autonomi og baseres på både internationale og danske kræfters fælles indsats. Det er den korrekte måde at forløse det verdensarvs-potentiale, som Vestindisk Pakhus rummer.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Anders Juhl er adm. direktør for CAMP / Center for Art on Migration Politics samt næstformand i Foreningen for Kolonihistorisk Center.