TOP

VerdensKulturCenteret styrker profilen og skifter navn til Union: “Ordet verdenskultur er problematisk”

Det nørrebroske kultur- og væksthus VerdensKulturCenteret går i disse dage i gang med en række tiltag, som skal styrke stedets profil og gøre det attraktivt for nye brugere. Første store skridt er et nyt navn – det gamle var simpelthen “problematisk”, som Åsmund Boye Kverneland, der har værets stedets daglige leder siden foråret 2018, udtrykker det:

“Vores brugere har alle italesat stedet som et kæmpe potentiale. Men de har samtidig peget på, at navnet VerdensKulturCenteret er problematisk. Ordet “verdenskultur” er et udtryk for en gammeldags måde at se på kultur på: At der er den “rigtige” kultur, underforstået den vestlige, og så en “verdenskultur”, som er alt det andet, det “fremmede” og “eksotiske”. Vi vil gerne vise, at når man kommer og er aktiv her, så er det ikke fordi, man har noget med verdenskultur at gøre. Det er fordi, man har noget med kultur at gøre,” siger han.  

“Vi vil hellere være passionerede og tage vores eget bankende hjerte frem og sige, at vi leder efter tilsvarende.” 

Fremover skal kulturhuset på Nørre Allé, som hører under Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, hedde Union. 

“Man kan ikke få alt frem i et navn, men Union rummer meget af det, vi har ledt efter. Det udtrykker et ønske om at kunne rumme forskelligheder, men også om at kunne styrke et fællesskab på tværs af organisationer og holdninger,” siger Åsmund Boye Kverneland. 

VerdensKulturCenteret er ikke længere et tidsvarende navn for et kulturhus. Stedet skifter nu navn til Union og får samtidig nyt logo.

Show, don’t tell

Kulturcenteret, som huserer i lokalerne fra den første københavnske skole, som blev bygget uden for Københavns bymur, har siden 1993 været hjemsted for en række forskellige mennesker, foreninger og organisationer, der på hver deres måde arbejder med diversitet og minoritetsgrupper. Og der vil fortsat være fokus på disse nøgleord i det nye Union: 

“Det er stadig et sted, hvor vi eksperimenterer med det internationale felt. Københavnere fra hele verden er vores målgruppe. Men udgangspunktet skal være “show, don’t tell”, i stedet for at stemple ting som værende “anderledes” eller “udfordrende”, siger Åsmund Boye Kverneland. 

“Det handler om, at vi får tænkt over, hvad vi gerne vil være for et sted, og hvad vi vil med de arrangementer, vi holder. Vi vil ikke være et sted, hvor man bare kommer og kigger på det, som er anderledes. Vi vil være et sted, hvor alle kan blive udfordret på fordomme, idéer og holdninger. Så vi vil gerne lave nogle formater, som ikke er ren underholdning, men en blanding af underholdning og den store viden, som vores brugere ligger inde med. Vi vil være et eksperimenterende krydsfelt for viden og kultur.” 

Var det ikke også det, I prøvede før?

“Jo, men det var nok begyndt at gå lidt i stå. Nogle af de gamle minoritetsgrupperinger var begyndt at være mindre engagerede, hvilket er naturligt nok, når man har været i gang i mange år. Så vi er begyndt at se på, at vi også gerne vil have diversitet ind på andre måder end rent geografisk. For eksempel i forhold til aldersspænd og køn. Vi er ved at udvide vores arealer, så vi kan tage flere nye brugere ind, og vi har allerede fået nogle nye medlemmer, for eksempel Marronage, som er et aktivistisk kollektiv, som arbejder med intersektionalitet og raciale spørgsmål og Ren Snak, som er en taleekspert og arbejder på nogle åbne kurser omkring det at tale og tale sin sag.” 

Hvad skal vi måle jer på i fremtiden? 

“Om vores program er tilstrækkeligt eklektisk. Om man bliver overrasket og udfordret. Og blandt vores faste udefrakommende partnere skulle der også gerne være en stor diversitet.”

VerdensKulturCenteret skifter navn til Union fra 5. marts 2019. Kulturhuset har stadig adresse på Nørre Allé nr. 7 og kan bruges af alle københavnere. www.union.kk.dk 

Anne Nørkjær Bang er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og tidligere skribent for blandt andre Berlingske, Eurowoman og ALT for damerne. Hun er desuden forfatter til bogen “Margit Brandt - Modeskaber”. Anne skriver om kunst, kultur, samfund og tendenser.