TOP

Vejle trodser Nationalmuseets entré og giver gratis adgang til museer: “Kulturarv skal være tilgængelig for alle”

Det skal være en mulighed for alle at tage del i vores fælles kulturarv. Det er bare ikke alle, som har økonomisk råderum til at indløse billet hos landets museer, der blandt andet faciliterer dette.

Men for borgere i Vejle er sagen en ganske anden. Hos byens kommunale museer er entréprisen skruet ned til et rundt nul. Forklaringen skal findes i en politisk beslutning i Vejle Kommune. Det skriver mediet TV Syd.

“Vores kulturarv skal være tilgængelig, og derfor er der gratis adgang til alle kommunalt drevne museer i Vejle Kommune,” siger Dan Arnløv Jørgensen (K), der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune, til TV Syd.

Tilbage i 2015 stod museet Kongernes Jelling færdigt efter at have været igennem en større renovering. Derfra tog det fart, indtil museet i år har haft et besøgstal på 250.000 gæster. Men uanset besøgstallet, er der ingen billetindtægter at drive museet for.

Det på trods af, at Kongernes Jelling er en del af Nationalmuseet, der opkræver entré ved alle institutionens øvrige afdelinger. Fordi Vejle Kommune bidrager med fire millioner kroner årligt, er det muligt for Nationalmuseet at gøre en undtagelse.

Det er dog ikke en gavebod fra Vejle Kommunes side. For selvom det handler om tilgængelighed, er der også en økonomisk bagtanke bag den rundhåndede beslutning.

“Det er også vigtigt for butikker og restauranter, at museerne har mange gæster, da turister også bruger penge på indkøb, mad og drikke,” slår Dan Arnløv Jørgensen fast over for TV Syd.

Ifølge TV Syd opkræver enkelte selvejende museer med hjemsted i Vejle Kommune entré.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test