TOP

Ung skuespillerinde udpeget som et af Europas største talenter

Når årets Berlin International Film Festival finder sted i næste måned bliver det med ekstra meget opmærksomhed på den 25-årige danske skuespillerinde Victoria Carmen Sonne. Hun er nemlig blevet udvalgt som en ud af 10 europæiske skuespillere, som har potentiale til at få et internationalt gennembrud. 

Victoria Carmen Sonne er den eneste nordiske skuespiller, der er repræsenteret blandt de 10 i initiativet, der går under navnet ‘Shooting Stars’.

Det er hun, fordi hun formår at kombinere en tilsyneladende “naivitet og skrøbelighed med stor styrke og livskraft”, forklarer juryen bag udvælgelsen og uddyber:

“Skønhed er skrøbelig, truet og tilbøjelig til at blive udnyttet. Alligevel bliver disse udfordringer forvandlet med nåde og uskyld. Dette er, hvad vi er vidne til i Victoria Carmen Sonnes skuespil. Hun giver liv til film, og film giver liv til hende,” skriver de i en pressemeddelelse. 

Den unge skuespillerinde har i den grad fået sit nationale gennembrud inden for de seneste par år, hvor prisbelønnede præstationer i ‘Holiday’ og ‘I blodet’ fik hende på manges læber. Hun er i øjeblikket aktuel som den selvmordstruede patient Jenny i filmen ‘Psykosia’. 

Hun er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2016. 

FAKTA

DANSKE SHOOTING STARS

  • 2019: Elliott Crosset Hove
  • 2017: Esben Smed
  • 2015: Joachim Fjelstrup
  • 2014: Danica Curcic
  • 2013: Mikkel Boe Følsgaard 
  • 2011: Pilou Asbæk
  • 2009: Cyron Melville
  • 2008: Stine Fischer Christensen
  • 2007: David Dencik
  • 2006: Beate Bille
  • 2005: Jakob Cedergren
  • 2004: Sonja Richter
  • 2003: Nikolaj Lie Kaas
  • 2002: Maria Würgler Rich
  • 2001: Ann Eleonora Jørgensen
  • 2000: Thure Lindhardt
  • 1999: Iben Hjejle
  • 1998: Lars Simonsen
Vis mere

Fra 28 til 10

Shooting Stars har til formål at skabe så meget omtale af unge, europæiske skuespillere som overhovedet muligt. Det er organisationen European Film Promotion, der står bag. En international jury udvælger de 10 Shooting Stars-skuespillere fra en bruttogruppe, som hvert af organisationens 36 medlemslande har mulighed for at indstille én kandidat til.

DFI står for det danske bidrag og søgte i efteråret input fra agenter og castere i den danske filmbranche i håbet om at finde en egnet dansk kandidat. 

I år indstillede 28 af de 36 medlemslande en kandidat.

Her faldt valget altså på Victoria Carmen Sonne, der fra den 20. februar til 1. marts i selskab med de ni andre skuespillere bliver præsenteret på den røde løber, deltager i pressemøder og netværker med castere og producere. Forhåbningen er, at dette kan give dem et skub imod et internationalt gennembrud.

Sidste år var den danske skuespiller Elliot Crosset Hove udvalgt blandt de 10 Shooting Stars. 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk