TOP

TV 2 henter succesfuld manuskriptforfatter fra konkurrent

Med store DR-produktioner som ‘Arvingerne’ og julekalenderne ‘Pagten’ og ‘Absalons Hemmelighed’ har manuskriptforfatter Maya Ilsøe slået sit navn fast i Danmarks serielandskab. Nu skifter hun arbejdsplads, da TV 2 Fiktion har ansat hende som ny kreativ producer fra 1. november. 

Maya Ilsøe skal blandt andet fokusere på fiktionsserier målrettet seere og brugere mellem 20 og 30 år. 

TV 2’s kanaler og streamingtjenesten TV 2 Play har udviklet sig til Danmarks største leverandør af danske tv-serier til voksne. I forsøget på at opretholde denne titel ansætter de nu 44-årige Maya Ilsøe, som skal agere sparringspartner for et team, der arbejder med fiktionsprojekter til den unge målgruppe. Derudover skal hun varetage indholdet på andre udvalgte projekter hos TV 2 Fiktion.

“Og ikke mindst skal Maya stå for konkret vidensdeling om seriel dramaturgi. Maya er specialist i karakterarbejde, og derfor kan jeg ikke forestille mig nogen bedre end Maya til at hjælpe os med at sikre, at fiktion på TV 2 handler om nogen fremfor noget,” udtaler TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang, i en pressemeddelelse. 

TV 2’s fiktionschef og Maya Ilsøe arbejdede sammen i DR på blandt andet opstarten på ‘Arvingerne’. Derudover kender de hinanden fra Den Danske Filmskole, hvor Maya Ilsøe blev uddannet som manuskriptforfatter på Filmskolen i 2003. 

“I mit job som kreativ producer hos TV 2 Fiktion bliver jeg ikke udøvende og skrivende, som man ofte har mødt mig. Jeg skal i stedet bruge min erfaring på at hjælpe andre kreative til at løfte deres vision med deres eget ”brændstof” – til gavn og glæde for både de kreative selv og TV 2. Det er en spændende udfordring, som jeg glæder mig meget til,” siger Maya Ilsøe.

Maya Ilsøe begynder hos TV 2 Fiktion pr. 1. november 2019.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk