TOP

Tuborg indgår treårigt partnerskab med Spot: “Er inde i en spændende udvikling”

Bryggeriet Tuborg var for mere end 25 år siden med til at søsætte musikbranchefestivalen Spot i samarbejde med Jyllands-Posten og Roskilde Festival. 

Nu er bryggeriet tilbage som sponsor og partner for festivalen i Aarhus – foreløbig til og med år 2022, oplyser Spot i en pressemeddelelse. 

“Spot er inde i en spændende udvikling som den førende koncert- og mødeplatform for nyere dansk og nordisk musik, og derfor er festivalen vigtig for Tuborg-mærket. Det giver os en meget væsentlig platform for at rekruttere nye forbrugere til Tuborg-mærket og skabe loyalitet,” siger Christian Sveigaard, der er chef for Tuborg og musikpartnerskaber.

Gunnar K. Madsen, der er leder af Spot Festival og Dansk Rock Samråd (ROSA), er tilfreds med aftalen. Han mener, at Tuborgs involvering i mange sider af det danske musikliv gør Tuborg til en attraktiv partner, og  fremhæver også kvalitet, udbud og logistik som vigtigt parameter for at vælge Tuborg.

“Vi har haft en rigtig god dialog om de fremtidige udfordringer og muligheder for festivalen, herunder også publikumsservice, varesalg og logistik, som begge parter har lyst til at samarbejde om,” siger Gunnar K. Madsen.

“Tuborgs standard for festivalservice og -håndtering kan være med til at styrke de ambitioner, som vi har for fremtiden. Og vi glæder os til – i dette store genforeningsår – at tage samarbejds-handskerne på til gavn for dansk musik, danske sangskrivere, producere og musikere og med en fortsat målsætning om at glæde vores solide og nysgerrige publikum,” fortsætter han.

Dette års Spot Festival afvikles fra den 30. april til 3. maj i Aarhus.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk