TOP

Tre år gammel sommerrevy har bidt sig fast

Sidste sommer spillede de for fulde huse, og i år går forsalget så godt – 70 procent af 20.000 billetter er allerede solgt – at den blot tre år gamle Odense Sommerrevy udvider spilleperioden med en uge.

“Med et så forrygende forsalg til dette års forestilling, er jeg stolt af at kunne konstatere, at Danmark nu med sikkerhed har fået sin revy midtvejs i landet,” udtaler direktør for Odense Sommerrevy, Lars Arvad, i en pressemeddelelse.

Det var Lars Arvad, der for fire år siden besluttede sig for at søsætte Odense Sommerrevy.

“Vi har i Danmark en stærk revytradition med en række revyer landet over med mange år på bagen, men min drøm og ambition var, at også Odense skulle have sin egen revy. En revy, som skulle favne bredt og være langt mere end en lokal revy for borgerne i Odense. Den skulle have et indhold, der var aktuelt, levende og underholdende for alle danskere, uanset hvor i landet de kom fra, og den skulle give publikum et humoristisk billede af den samtid, vi alle er en del af,” udtaler Lars Arvad.

Når Odense Sommerrevy slår dørene op til sommer og skyder gang i den fjerde sæson, vil holdet på scenen bestå af Vicki Berlin, Sofie Lassen-Kahlke, Niels Olsen, Thomas Mørk og Lars Arvad.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.