TOP

Tønder Festival aflyser og holder i stedet små koncerter: “Vores opgave er at sikre Tønder Festival på den lange bane”

En række festivaler har tirsdag kastet håndklædet i ringen oven på en ny genåbningsaftale, som gør det meget svært at afholde de store begivenheder.

Tønder Festival følger trop og aflyser årets festival, som ellers skulle have været afholdt 26. til 29. august.

I stedet vil festivalen holde en række musikoplevelser i Kulturhuset Schweizerhalle i Tønder i perioden 17. til 29. august. Det skriver festivalen på sin hjemmeside.

“Vi ønsker ikke at lave en Tønder Festival halvt og gå på kompromis med totaloplevelsen. Derfor har vi med tungt hjerte valgt at aflyse årets festival,” lyder det fra Maria Theessink, kunstnerisk leder og pressechef for Tønder Festival, i en pressemeddelelse.

Tønder Festival skal sikres på den lange bane

Genåbningsaftalen, som faldt på plads natten til tirsdag, lægger op til, at der maksimalt må være 2000 deltagere ved festivaler mellem 21. maj og 1. august. Efter 1. august er der lagt op til maksimalt 5000 deltagere.

Tønder Festival har normalt en kapacitet på omkring 15.000 deltagere.

“Vores opgave er at sikre Tønder Festival på den lange bane, og vi kan godt overleve endnu et år uden den festival, vi kender, for vi sætter noget andet i stedet. Vi håber derfor, at også publikum vil tage godt imod vores nye tiltag, og vi glæder os helt vildt til at præsentere programmet,” siger Maria Theessink.

Alle med billet til Tønder Festival i 2021 kan få overført den til næste år. Det er også muligt at få pengene tilbage.

Tirsdag morgen var det først Northside i Aarhus, der kastede håndklædet i ringen. Så fulgte aflysninger fra Roskilde Festival og siden også Tinderbox i Odense og Copenhell i København.

Smukfest i Skanderborg er også aflyst i den klassiske form. Man undersøger dog mulighederne for at kunne afholde et alternativt arrangement under de gældende retningslinjer, siger talsmand Søren Eskildsen til Ritzau.

Også en række mindre festivaler har valgt at aflyse. Det drejer sig blandt andet om Nibe Festival, Vig Festival og Jelling Musikfestival.