TOP

To markante forfatternavne skifter fra Gyldendal til Politikens Forlag

To danske forfattere, der ellers var i stald hos Danmarks største forlag, Gyldendal, skifter forlag. Lone Hørslev og Jesper Wung-Sung flytter til Politikens Forlag og føjer sig dermed til listen af navne, der på det seneste har skiftet forlagsadresse fra Klareboderne og over til en af konkurrenterne. Det skriver Politiken.

Mest markant er navne som Helle Helle, Vita Andersen, Lotte Kaa Andersen og Tine Høeg, der sidste år valgte at skifte fra det Gyldendal-ejede Rosinante og til det nye Bonnier-ejede forlag Gutkind, der har tidligere Rosinante-chef Jacob Søndergaard ved roret.

Lone Hørslev har en lang række digte, romaner og noveller bag sig og har modtaget flere priser heriblandt Michael Strunge-prisen og Beatrice-Prisen. Det samme gælder Jesper Wung-Sung, der blandt meget andet vandt De Gyldne Laurbær i 2018. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk