TOP

Tine Smedegaard Andersen bliver administrerende direktør for People’s Press

DRs tidligere direktør for DR Kultur, Tine Smedegaard Andersen, bliver ny administrerende direktør for People’s Press.

Tine Smedegaard Andersen kommer til at overtage stolen efter forlagets nuværende administrerende direktør, Jan Degner, der stopper til september. Tine Smedegaard Andersen begynder i sit nye job til april, oplyser forlaget i en pressemeddelelse.

Tine Smedegaard Andersen er ikke ubekendt med forlagsverdenen. Inden sit skifte til DR var hun koncerndirektør i Gyldendal og før det var hun administrerende direktør hos forlaget Rosinante og marketingschef hos Gyldendal. Hun har ydermere været centerleder i Dansk Litteraturninformationscenter og redaktør i Gyldendals bogklubber. 

“Jeg er vildt stolt over og glad for, at Tine Smedegaard har takket ja til udfordringen. Jeg er overbevist om at Tine med sin store erfaring, innovative tilgang og veludbyggede netværk vil være den rette til at udvikle People’sPress og bringe forlaget sikkert ind i 20erne. Tines viden om bogbranchen og samtidige digitale indsigt og forståelse for People’sPress grundlæggende værdier gør hende til det perfekte valg,” udtaler Jan Degner.

Kreativ direktør og tidligere medejer, Jakob Kvist, fortsætter som kreativ direktør i People’s Press, hvor han skal køre tæt parløb med Tine Smedegaard Andersen. Ifølge pressemeddelelsen skal Tine Smedegaard forstærke forlagets fokus på den digitale udvikling:

“Danskernes læsevaner forandrer sig: lyd, podcasts og digitale læseformer har vokset sig stærke. Den trykte bog får selskab af en række digitale produkter. Den udvikling skal vi som forlag både gribe og drive, så mulighederne udnyttes bedst muligt. Her skal vi huske, at læsning fortsat er en helt central kilde til både viden, underholdning og kultur,” udtaler Tine Smedegaard Andersen og fortsætter: “I den udvikling ser jeg et stort potentiale for People’sPress. Forlaget har altid været et stærkt godt alternativ til de store forlagshuse, bl.a. fordi man har haft næse for de skarpe, journalistiske historier og for krimierne, og fordi man tidligt lærte af bl.a. pladebranchens tilgang til kunder og markedsføring. Med Storytel som ejer kan vi nu videreudvikle nærheden til læserne og drage fordel af den digitale udvikling og de muligheder, den giver som supplement til den trykte bog. Der er brug for et nysgerrigt og innovativt forlag som People’s Press til at blive ved med at fortælle de væsentlige og vedkommende historier og være med til at bringe udviklingen af den traditionelle bog videre. Det glæder jeg mig enormt til at tage fat på.”

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test