TOP

Tidligere rektor for konservatorium bliver formand for Danske Musik- og Kulturskoler

Foreningen Danske Musik- og Kulturskoler, som blev stiftet sidste år, har nu valgt en bestyrelse. Formand for den nye bestyrelse er Thomas Winther, der er musikskoleleder i Køge og leder af MGK Sjælland.

“Det er med stor ydmyghed jeg påtager mig hvervet som formand for Danske Musik- og Kulturskoler. Jeg glæder mig til samarbejdet med medlemsskolerne, bestyrelsen og forretningsudvalges medlemmer, næstformand Julie Heebøll og Jesper Nielsen,” udtaler Thomas Winther i en pressemeddelelse.

Thomas Winther er tidligere producent i Danmarks Radio, prorektor på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Rektor for Det Jyske Musikkonservatorium.

“Jeg glæder mig til at arbejde for skolernes interesser og placere dem mere centralt i kulturlivets bevidsthed og hos de politiske beslutningstagere – både lokalt i kommunerne og nationalt. Musik- og Kulturskolerne spiller en kæmpe samfundsmæssig rolle, fordi skolerne medvirker til at udvikle kreativitet, dannelse og talent, og fordi deltagelse i kunstneriske aktiviteter giver bedre livskvalitet for den enkelte,” udtaler Thomas Winther.

Foreningen ledes af en bestyrelse på 11 medlemmer. Formanden vælges på generalforsamlingen, og de ti øvrige medlemmer vælges i de fem regionale samråd: Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark, Region Sjælland samt Region Hovedstaden.

Det digitale nyhedsmedie Kulturmonitor sætter hver dag spot på dagsordenen i kulturbranchen og leverer nyheder, debatindlæg og analyser om områderne film, scene, kunst, musik, litteratur og kulturpolitik.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test