TOP

Tidligere leder af Jazzhus Montmartre reagerer på kommentar fra Statens Kunstfond: “Jeg sidder med en dårlig smag i munden”

Debatindlæg. Naturligvis er der gennemtænkte, gennemforhandlede og nedskrevne regler for, hvad landets regionale spillesteder skal levere for de økonomiske midler, de tildeles, og naturligvis skal de nævnte regler overholdes hele vejen rundt.

Og alligevel sidder jeg med en dårlig smag i munden, når jeg læser det indlæg, som Michael Bojesen og Esben Danielsen skrev den 22. september på Kulturmonitor. 

For Jazzhus Montmartre (JM) er noget helt for sig selv – også i 2020. Jeg er bekendt med, at JM ikke præsenterer en genremæssig bred vifte af musik, og at lokalet er væsentligt mindre end de andre i den eksklusive klub af regionale spillesteder. Til gengæld er man stensikker på at få en kunstnerisk oplevelse ved hver eneste koncert. Der er tænkt nøje over, hvilke kunstnere der præsenteres, lyden er fremragende og publikum kommer for at høre musik – og intet andet.

JM er nemlig ikke kun et dygtigt drevet spillested. JM er et legendarisk jazzspillested, der er kendt viden om; fra Tarm til San Francisco, fra Holbæk til Tokyo ved jazzelskere, at JM er stedet at lytte til den bedste live-jazz i den danske hovedstad og har været det siden starten i 1959.

Hvor er evnen til at improvisere?

Så netop i dette tilfælde mener jeg, at der bør være mulighed for at benytte sig af det centrale i det, der med et forældet udtryk kaldes rytmisk musik; nemlig evnen til at kunne improvisere.

Med improvisation mener jeg muligheden for at fravige Statens Kunstfonds lidt firkantede regler og hjælpe til at bevare et ikonisk kulturelt fyrtårn i vores hovedstad. Jeg er stensikker på, at der vil komme applaus fra musikere verden over; musikere der gennem årene har udtalt, at den særegne stemning de sættes i, når de entrer scenen i JM, ikke findes tilsvarende på andre spillesteder.

Og hvor skal musikere som John Scofield, Christian Sands, Abdullah Ibrahim, Kenny Barron, Tom Harrell, Kenny Garrett, Kenny Werner, Joyce, Stefano Bollani, Adam Nussbaum, Arild Andersen, Eliane Elias med flere optræde i årene fremover? For ikke at snakke om alle de danske musikere, der bliver hjemløse, hvis JM tvinges til at lukke på grund af ufleksible bevillingstekniske regler.

Jeg er stensikker på, at ledelsen af JM vil være med på at åbne dørene for alle de aktiviteter, der forventes eller forlanges fra Statens Kunstfonds side for at komme på den eksklusive liste.

Så vov at fravige de fastlåste regler og vis, at I har modet, lysten og evnen til at bevare vort lands mest internationalt kendte og mest berømmede spillested. Og red samtidig en arbejdsplads for hundredvis af danske og internationale musikere og et sublimt lytteforum for jazzlyttere fra hele verden.

Jeg er stensikker på, at I ikke vil fortryde det.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Tidligere musikalsk leder af Jazzhus Montmartre og nuværende musikkonsulent, skribent og lydtekniker, Niels Christensen. Foto: Gorm Valentin.