TOP

Tidligere kulturministre vender tomlen ned til radikalt forslag: “Derfor bør man gøre Kulturministeriet større”

Tre radikale profiler – kulturordfører Zenia Stampe, Jens Rohde og tidligere kulturminister Marianne Jelved – argumenterer i en kronik i Berlingske for, at Kulturministeriet skal splittes op i to, så kunsten og idrætten får hvert sit selvstændige ministerium, mens folkeoplysning bliver rykket til Undervisningsministeriet og mediepolitikken til Statsministeriet.

Men det er den forkerte vej at gå, hvis man spørger de tidligere kulturministre Uffe Elbæk (p.t. løsgænger) og Elsebeth Gerner Nielsen, der i dag er generalsekretær for Folkehøjskolernes Forening i Danmark. De mener i stedet, at Kulturministeriet skal have udvidet sit ressortområde. De tidligere ministre peger blandt andet på turisme, arkitektur, oplevelsesøkonomi og de kreative erhverv som områder, der med fordel kunne blive flyttet til Kulturministeriet.  

“Ved at bygge drømme, fortælling og skønhed ind i produkter og services, stiger deres værdi – måske oven i købet til fordel for øget bæredygtighed, fordi produkterne bliver langtidsholdbare. Så i stedet for at afsnøre kunsten og give den sit eget ministerium var det måske mere nærliggende at give kunst og kunstnere meget mere spillerum på nye arenaer, herunder hjælp til at udvikle nye forretningsmodeller, så der bliver penge til at skabe kunst. Ikke bare til at formidle den. Derfor bør man gøre Kulturministeriet større,” siger Elsebeth Gerner Nielsen til Berlingske, mens Uffe Elbæk blandt andet påpeger, at et mere omfangsrigt ministerium vil give kulturministeren større økonomiske og politiske muskler.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.