TOP

Tidligere kulturministre afviser en fælles organisation for kulturlivet som en brugbar idé: “Tror ikke det vil have nogen god effekt”

Det samlede danske kulturliv har under coronakrisen følt sig tilsidesat og stedmoderligt behandlet af politikerne på Christiansborg. 

Den følelse kan tre tidligere kulturministre, som Dagbladet Information har talt med om situationen, godt forstå. Til gengæld mener de ikke umiddelbart, at den idé som teaterdirektør Jon Stephensen har lanceret om en fælles organisation for kulturen under navnet Dansk Kultur, er en farbar vej til en større forståelse blandt politikerne i forhold til de problemer, som kulturen står overfor. 

Blandt andet siger Bertel Haarder, der sad i Kulturministeriet fra 2015 til 2016 og i dag blandt andet er bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater, at hvis alt fokus fra en ny organisation rettes mod et fælles krav om økonomi, så vil det blot svække den folkelige opbakning til kulturen og i sidste ende gøre mere skade end gavn. Han foretrækker den nuværende model, hvor genreorganisationerne insisterer på at presse politikerne på kulturområdet.

Jeg tror ikke, at det vil have nogen god effekt at møde en fælles formand og et sekretariat med DJØF’ere, som bare har som professionel opgave at tale kulturens sag,” siger Bertel Haarder.

Vigtigere at få talt kulturen op

Også Brian Mikkelsen, der var kulturminister fra 2001 til 2008 og nu er direktør i Dansk Erhverv, hvor flere kulturinsitutioner på det seneste har meldt sig under fanerne, er skeptisk for idéen om organisationen Dansk Kultur.

Til gengæld mener Joy Mogensens forgænger som kulturminister, Mette Bock, at et tættere samarbejde mellem kulturens institutioner kunne være en fordel, når politikerne skal råbes op, men at et fælles fodslag i branchen vil være svært at opnå. 

Blandt kulturens forbund er der også splittelse. Blandt andet har formand for Dansk Skuespillerforbund, Benjamin Boe Rasmussen, været kritisk overfor idéen om Dansk Kultur som han kalder “endnu et fedtlag.” 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk