TOP

Tidligere kulturminister stopper i Kolding

Elsebeth Gerner Nielsen stopper som rektor for Designskolen i Kolding. Den tidligere kulturminister har stået i spidsen for skolen i 12 år, men har frivilligt valgt at stoppe, når hendes åremålskontrakt udløber i slutningen af 2019. Det skriver JydskeVestkysten.

“Beslutningen er truffet, fordi jeg trænger til et skifte, og det synes jeg også, skolen gør. Når man har været her så længe, skal man tænke over: “Hvad kan jeg byde ind med, som jeg ikke har budt ind med allerede”,” siger 59-årige Elsebeth Gerner Nielsen til avisen.

Under hendes ledelse har Designskolen Kolding udviklet sig fra kunsthåndværkerskole i en mere akademisk retning samtidig med, at skolen har fordoblet sin omsætning fra 38 til 75 millioner kroner. En tredjedel kommer fra partnerskaber med private virksomheder og offentlige institutioner og fonde.

Borgmester i Kolding, Jørn Petersen (V) har kun rosende ord at give med til en afgående rektor.

“Hendes engagement har en stor betydning for, at Kolding har design som satsning. Det har medvirket til, at vi både er en kommune, der bliver holdt øje med, og at vi nu er den by i Danmark, der målt i forhold til antal indbyggere, har flest jobs i den kreative branche,” lyder det fra borgmesteren.

Skolens bestyrelse har nu sat en proces i gang for at finde Elsebeth Gerner Nielsens afløser.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test