TOP

Thisted Kommune holder aftale om egnsteater åben – ikke sikkert det bliver Thy Teater

Netop som man troede, at Thy Teaters status som egnsteater synes lukket, sætter politikerne i Thisted Kommune nu alligevel en fod i klemme i døren.

Efter et møde i kommunalbestyrelsen tirsdag blev det afgjort, at kommunens erhvervs-, arbejdsmarkeds- og kulturudvalg skal arbejde videre med at afsøge mulighederne for at lave en aftale om et egnsteater i kommunen. Det skriver Nordjyske. 

Det er dog ikke givet, at det bliver Thy Teater, der skal have status af egnsteater. Teatret har været udsat for kritik i flere evalueringsrapporter fra Statens Kunstfond blandt andet for sit lave kunstneriske niveau og forståelse af kerneopgaverne, 

Opgaven bliver derimod af få klarlagt en ny model for kommunens teatertilbud ud fra en række forskellige modeller, hvor den hidtidige model med Thy Teater som egnsteater er én af mulighederne, der også indbefatter et tættere samarbejde med Limfjordsteateret. 

Senest den 1. april skal det være afklaret, om kommunen skal genansøge Slots- og Kulturstyrelsen om en ny aftale om egnsteater for perioden 2021 til 2024.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk