TOP

Tegner og forfatter Maren Uthaug tildeles Læsernes Bogpris 2020

Efter 3 ugers afstemning, hvor landets læsere har kunne vælge blandt 10 danske udgivelser fra 2019, er årets prismodtager til Læsernes Bogpris 2020 fundet. Det blev forfatter og tegner Maren Uthaug for bogen ”En lykkelig slutning”, udgivet på Lindhardt og Ringhof. Med æren følger en check på 100.000 kroner.

En fysisk prisceremoni har ikke været ikke mulig i denne coronatid. I stedet holdt prismodtageren sin takketale torsdag aften via Facebook. 

Uthaug har siden 2009 udgivet bloggen Marens blog, hvor hun dagligt poster tekster, billeder og tegninger. Uthaug vandt i 2013 Politikens tegneseriekonkurrence og har derfor siden haft en fast stribe i avisens kultursektion under overskriften ‘Ting, jeg gjorde’. Striben følger i minimalistisk stil tændstikkvinden Maren i hendes gøren og laden.

Inden debutromanen har Uthaug udgivet ‘Ellers går det godt’ (2012), som er en graphic novel i stil med ‘Ting, jeg gjorde’. Bogen blev nomineret til tegneserieprisen Pingprisen i kategorien ”Bedste danske debut”. Maren Uthaug modtog i 2019 desuden Otto B. Lindhardt prisen.

Maren Uthaug er født i Kautokeino, Norge i 1972. Hun er halvt norsk og halvt samisk, men har boet i Danmark siden barndommen. Hun er uddannet på Den Danske Reklameskole.

Læsernes Bogpris uddeles i et samarbejde mellem Danmarks Biblioteksforening, Berlingske, Danmarks Biblioteker og Litteratursiden .

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk