TOP

Teaterchefer strides efter kritik af forestilling: “Jon Stephensen har en mening om alt”

“Det er simpelthen spild af min tid”

Sådan lyder det i Kristeligt-Dagblad fra Folketeatrets chef Kasper Wilton. Budskabet er henvendt kollegaen Jon Stephensen fra Aveny-T, fordi han for nylig rettede kritik mod Folketeatrets opsætning af stykket ‘Skatteøen’.

Stykket er, ifølge Jon Stephensen, et eksempel på, at dansk teater hænger fast i et forstokket kvindesyn.

Kritikken kommer i kølvandet af Aveny-Ts seneste forestilling ‘Klædt af’, der sætter fokus på digitale krænkelser og følgerne deraf i en tid med “en helt ny generation, der ikke helt har fundet spillereglerne for, hvordan man skal navigere i de digitale muligheder,” som Jon Stephensen tidligere har forklaret det i et interview i Kulturmonitor.

Her forklarede teaterchefen, at branchen har et ansvar, fordi teatret historisk set har været med til at fastholde nogle kønsstereotyper, der på mange måder er med til at opretholde en forkert kultur på området.

“Teatret har jo selv været med til at fremstille, at mænd er nogle Don Juaner, der bare kan tage for sig af retterne, mens kvinder skal være ærbare. Tænk på hvor mange stykker fra scenen, der stadigvæk handler om det, når der bliver spillet klassikere, hvor man i den grad bliver ved at fastholde nogle kønsstereotyper, som er over 100 år gamle, og det bliver gjort uden at pille særlig meget ved det,” sagde Jon Stephensen til Kulturmonitor.

En af de stykker, mener han, er netop Folketeatrets opsætning af ‘Skatteøen’. Det er slet og ret “helt horribelt at sende den slags afsted i 2019 til børn og unge,” som kritikken lød fra teaterchefen, fordi stykket, mener han, understøtter en klassisk fortælling om, at kvinder er underlagt mænd.

Men det preller ganske enkelt af på Kasper Wilton, der nu svarer tilbage og kalder kollegaens kritik for usaglig og selvpromoverende. Han lytter dog gerne på kritik – såfremt det er saglig, slår han fast.

“Jon Stephensen har en mening om alt, og især hvis han kan promovere sit eget teater,” siger han.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test