TOP

Teaterchefer: Besparelser kan gøre børneteater for dyrt og elitært

Hvis det bliver for dyrt for skoler og daginstitutioner at tage børn i teatret, vil færre børn og unge få mulighed for at stifte bekendtskab med scenekunsten og i sidste ende vil det gøre børneteater mere elitært. 

Det mener blandt andet Thea Kullavig, der er direktør for børneteatret Zangenberg Teater i København og hun bakkes op af direktør for Dansk Teater, Louise Stenstrup. Det skriver Berlingske.

Problematikken er opstået efter at kulturminister Mette Bock (LA) har fremlagt sit udspil til en ny scenekunstreform. Her foreslår ministeren at beskære formidlingsordningen, der gør det billigere for skoler og daginstitutioner at købe billetter. Mette Bock vil fjerne 9,6 mio. kroner af de 75 millioner, der støttes med årligt, så billetterne bliver 9-15 kroner dyrere pr. styk. 

»Selv om det ikke lyder af meget for den enkelte billet, kan det blive svært for især skoler og daginstitutioner at få råd til teateroplevelser for børnene. Dermed kommer børns adgang til teater i langt højere grad til at afhænge af størrelsen på forældrenes pengepung,« siger direktør for Dansk Teater, Louise Stenstrup til Berlingske.

Hos Zangenbergs Teater frygter man, at der er børn, der i værste fald ikke vil komme i teatret i løbet af deres barndom.

»De forældre eller bedsteforældre, der tager deres børn i teatret, skal nok blive ved med at gøre det, selv om prisen stiger fra 40 til 55 kroner. Det er de børn, der kun kommer her med skolen eller daginstitutionen, der bliver taberne. Og så går vi væk fra at se teater som en del af den almene dannelse. Det er jo det, der er så frustrerende,« lyder det fra Teater Zangenbergs Thea Kullavig til avisen.

Endnu er de politiske forhandlinger omkring den nye scenekunstreform ikke afsluttet.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test