TOP

Tættere på publikum: Fem teaterprojekter deler en million kroner

Hvordan konverterer man likes på de sociale medier til publikummer i salen? Hvordan sørger man for, at det er børnene, der trækker de voksne med i teatret – og ikke omvendt? Og hvordan får man industriarbejdernes efterkommere til at indløse billet?

Det er nogle af de spørgsmål, som en række teatre skal i gang med at undersøge, efter at de har fået midler fra publikumsudviklingsprojektet Applaus, som i efteråret 2018 satte gang i et open call med det formål at understøtte nye publikumsudviklende projekter i scenekunstbranchen.

Applaus Open Call modtog 53 ansøgninger. Fem er blevet udvalgt og modtager tilsammen en million kroner.

”Det har været en øjenåbner at læse de mange ansøgninger fra branchen. Vi er som jury blevet præsenteret for en bred vifte af idéer om, hvordan teatrene vil styrke kontakten til nye publikumsgrupper. De udvalgte projekter vil uden tvivl bidrage med ny viden om publikumsudviklingen,” udtaler Niels Andersen, jurymedlem og producer på Danish+ samt teaterchef på Teatret Svalegangen, i en pressemeddelelse.

Juryen har lagt vægt på, at de udvalgte projekter har til formål at skabe kontakt til nye publikumsgrupper, ligge i forlængelse af det pågældende teaters formål og strategi og bidrage med ny viden om publikumsudvikling til resten af branchen.

De fem støttede projekter er:

Teater Hund & Co., Teaterhuset Filuren og Filiorum: De tre børne- og ungdomsteatre vil sammen undersøge og gentænke den måde børneteatre kommunikerer deres forestillinger. Således at teatrene i stedet taler mere direkte til, og skaber teaterlyst hos, barnet selv – og ikke kun gennem de voksne.

Teater Grob: Skaber projektet ’Extended Universe’ – lokalforankret publikumsudvikling med fokus på unge, som en del af et nyskabende, europæisk teaterprojekt. Projektets formål er at gøre teater mere attraktivt og tilgængeligt for unge – med udspring lokalt på Nørrebro – og opbygge et mere mangfoldigt og bæredygtigt teaterpublikum for fremtiden. Projektet er foruden Applaus Open Call midler også EU-støttet og sker i samarbejde med tre europæiske teatre i England, Grækenland og Spanien.

Hotel Pro Forma: ’Fra Likes til Publikummer’. Projektet skal afdække uudnyttede potentialer, muligheder og metoder inden for digital PR, og skabe større synlighed og ny viden om kommunikationen med publikum.

GazArt: GazArt har modtaget midler til at foretage en mangefacetteret publikumsundersøgelse, der har til formål at hjælpe et lille projektstøttet teater med at undersøge hvem publikum er, og hvordan man bedst muligt kommunikerer med dem, når man ikke, som de etablerede teatre, har teaterhus eller større administrativt personale. Projektet har potentiale til at danne grundlag for, hvordan projektstøttede teatre i hele branchen kan arbejde med publikumsundersøgelser.

Aalborg Teater: På Aalborg Teater vil man have industriarbejdernes efterkommere i teateret – dem der vælger en håndværksmæssig- eller teknisk uddannelse. De vil skabe konkrete handlingsplaner, både eksternt gennem kommunikation og internt, ved at skabe tiltrækningskraft overfor målgruppen.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.