TOP

“Tænk, hvis kunst- og kulturlivet havde et Kulturens Analyseinstitut!”

Kommentar: Ingen i det danske kunst- og kulturliv kan være i tvivl om, at der er meget at vinde ved at tale med én samlet stemme. Vi har i den grad set det under coronakrisen, hvor det dog – efter et lille tilløb – lykkedes at bringe kulturlivet op på den politiske dagsorden.

Men hvordan holdes momentum og samarbejdet på tværs af kulturbranchen? Jon Stephensens idé om en brancheorganisation og et talerør for det samlede kunst- og kulturliv er en kærkommen lejlighed til at diskutere, hvordan kunst- og kulturlivet bedst sætter kunstens værdi og samfundsøkonomiske betydning på den politiske dagsorden. Stor tak til Jon Stephensen for at tage initiativ til den debat.

Om en samlet brancheorganisation er vejen frem, vil jeg lade være op til andre at vurdere, men at dømme efter de mange forskellige reaktioner og meninger, der har lydt om Jons ide, står kulturbranchen og kunstfagligheden ganske langt fra hinanden, som flere påpeger. Måske kunne man vælge en anden løsning, som kan bane vejen for et mere samlet kunst- og kulturliv.

Analyseinstitut vil styrke området

I mange år har dansk idrætsliv stået stærkt i den offentlige debat. De har med baggrund i analyser fra Idrættens Analyseinstitut båret faglig faktuel viden frem og på den måde påvirket politiske diskussioner, dagsordener og den brede offentlige debat.

Idrættens Analyseinstitut blev etableret af daværende kulturminister Brian Mikkelsen i 2004, og finansieres af udlodningsmidler fra lotto- og lotterispil. Deres mission er som skrevet: at skabe overblik og indsigt i idræt og folkeoplysning nationalt og internationalt, at analysere konsekvenser af og perspektiver ved politiske initiativer i forhold til idræt og folkeoplysning, og at initiere offentlig debat om centrale spørgsmål i forhold til folkeoplysning og dansk og international idrætspolitik.

Tænk, hvis kunst- og kulturlivet havde et Kulturens Analyseinstitut! Så vi med fælles stemme kunne påvirke debatten og bringe data og fakta til torvs om for eksempel danskernes kulturvaner, betydningen af kunst i børns liv og den samfundsøkonomiske betydning, for bare at nævne nogle af de områder, hvor kunst gør en forskel. Ikke mindst i vores arbejde i Statens Kunstfond savner vi i den grad disse data og fakta.

Når vi taler om kunstens værdi for den enkelte og samfundet, bliver det oftest abstrakt og i bløde termer, som kan virke indforståede, ukonkrete og svære at gå til.

Hvis kulturen havde et analyseapparat i ryggen, er jeg sikker på, at kunst- og kulturlivet ville stå stærkere i alle henseender. Ikke mindst når vi ønsker at blive hørt og dermed placere os højere på den politiske dagsorden.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Formand for Statens Kunstfonds bestyrelse og operachef for Malmø Opera.