TOP

Svensk operahus skal have ny chef

Folkoperan i Stockholm skal have en ny kunstnerisk chef, når Mellika Melouani Melani efter ni år på posten forlader stillingen. Det oplyser Folkoperan i en pressemeddelelse.

“Det har været nogle dejlige år. Jeg er blevet så længe, fordi menneskene, som arbejder på Folkoperan, hver og en er helt enestående. Det har været, og er stadig, en fantastisk tid med fart over feltet,” udtaler Mellika Melouani Melani i pressemeddelelsen.

Mellika Melouani Melani forlader stillingen som kunstnerisk chef i juli 2020, og Folkoperan indleder nu arbejdet med at finde hendes efterfølger.

Da Mellika Melouani Melani kom til Folkoperan i 2011, blev der udarbejdet en strategi med et mål om at åbne operahuset, så det blev brugt af flere mennesker på tværs af alder og baggrund.

Det har blandt andet resulteret i kunstneriske møder med andre kunstformer som cirkus og dans, konceptuelle koncerter med almindelige mennesker på scenen og nyskrevne operaer som “Usher” i samarbejde med Staatsoper i Berlin og “Coraline” i samarbejde med Royal Opera House i London.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.