TOP

Streamingtjenester får millioner af danske kroner: De skal putte i kassen, hvis de vil tage fra den

Flere politikere går nu til kamp for, at streamingtjenester som HBO Nordic skal bidrage til Public Service Puljen. Blandt regeringens støttepartier Enhedslisten og Radikale Venstre er der enighed om, at man skal putte i kassen, når man tager fra den.

Det skriver Ekko, der har talt med medieordfører Søren Søndergaard.

”Det system, der eksisterer nu, har vi ikke rigtig noget ansvar for. Men fremover skal det være sådan, at streamingtjenesterne skal bidrage til Public Service Puljen – det er selvfølgelig underligt, hvis man kan få støtte til noget og ikke bidrager,” siger Søren Søndergaard.

I de sidste to år har streamingtjenesten HBO Nordic fået næstmest af Public Service Puljen. Dette skyldes blandt andet streamingtjenestens store satsning ‘Erobreren’ baseret på Bille Augusts film om Pelle Erobreren. I 2018 fik serien over 12 millioner kroner i offentlige støttekroner. 

I sidste uge foreslog Radikale Venstre, at streamingtjenester bliver pålagt en skatteafgift på fem procent, som potentielt kan indbringe 50 millioner kroner årligt. Og partiets medieordfører Jens Rohde (R) er da også enig med Søren Søndergaard i, hvis man tager fra Public Service Puljen, skal man også bidrage til den. 

Inden kulturminister Joy Mogensen (S) gik på orlov, afviste hun, at en skatteafgift kunne komme på tale i den kommende finanslov. Den fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) forklarer dog i et skriftligt svar til Ekko, at regeringen vil tage initiativ til, at streamingtjenester som HBO Nordic bidrager mere til danskproduceret indhold. 

“Formen og størrelsen for dette bidrag vil vi drøfte med de øvrige partier som led i de kommende medieforhandlinger. I dag er Public Service Puljen ikke finansieret af bidrag fra streamingtjenester,” skriver den vikarierende kulturminister. 

Public Service Puljen har med en bevillingsramme på 46,75 millioner kroner om året til formål at yde støtte til udvikling og produktion af dansk tv-drama og tv-dokumentar samt programmer til børn og unge inden for alle genrer. P

Et af de eksisterende krav til streamingtjenester er, at et program produceret af en streamingtjeneste senest 12 måneder efter lancering skal være vist på en tv-kanal, som minimum 50 procent af befolkningen kan se.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test