TOP

Stort nej til ny festivalplads i Valbyparken – men hvor skal Copenhell så flytte hen?

Københavns Kommune har store udfordringer med at finde et egnet sted, der kan huse kulturbegivenheder som Copenhell og Distortion Ø, når Refshaleøen skal byudvikles. 

Valbyparken har været i spil som en ny reel festivalplads, men forslaget er netop blevet stemt ned af et enigt kultur- og fritidsudvalg, og det er kulturborgmester Franciska Rosenkilde (Å) glad for. 

“De mange fantastiske festivaler og kulturelle tilbud i København er helt afgørende for, at vores by er en af verdens bedste byer at bo og leve i. Men i en by som København er er også grænser for, hvor stor festen kan være – og hvor den skal foregå.

I onsdags skulle vi i Kultur- og Fritidsudvalget tage stilling til, om vi ville arbejde for en festivalplads i Valbyparken, hvor flere af de store festivaler ville kunne rykke ud, når de engang ikke kan bruge Refshaleøen længere.

Men festen skal ikke ske på bekostning af naturen og de grønne åndehuller, hvor københavnerne kan slippe væk fra betonen og finde lidt ro.

Derfor er jeg også rigtigt glad for, at vi som enigt udvalg besluttede, at vi ikke ønsker en festivalplads i Valbyparken,” skriver Franciska Rosenkilde i et opslag på Facebook. 

Tilbage står spørgsmålet om, hvor Copenhell og andre store begivenheder på Refshaleøen skal flytte hen, når der inden for de næste fem år bliver sat turbo på udviklingen af området. 

Ikke Valbyparken eller Selinevej, men hvor så?

En ny festivalplads på Selinevej på Vestamager har været på tale, men den idé blev tidligere på året forkastet af et flertal af de københavnske politikere. 

Booker Jeppe Nissen fra Copenhell giver i Berlingske udtryk for, at han håber, at politikerne finder en løsning i byen. 

“At vi har en festival, som ligger midt i byen, så man som gæst kan kombinere byophold med interessen for rock og metal er meget attraktivt. Det findes ikke andre steder i verden. De fleste andre store metalfestivaler i eksempelvis Tyskland eller Frankrig bliver afholdt på marker uden for byer,” siger Jeppe Nissen til Berlingske, hvor han også fortæller, at den attraktive beliggenhed har betydning i forhold til udenlandske gæster: 

“Næsten 21 procent af vores gæster er internationale – det er virkelig mange. Det bringer noget kultur og liv til byen, som – i mine øjne – er med til at gøre København til en attraktiv og divers by.”

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.