TOP

Stort forlag fyrer seks medarbejdere

People’s Press, et af Danmarks største forlag, siger farvel til seks medarbejdere. Det sker som led i en ny “strategisk rekonstruktion”, der skal skabe vækst. De seks medarbejdere er ansat i redaktions- og salgsafdelingen.

Den tidligere kulturdirektør for DR, Tine Smedegaard Andersen, blev ansat som administrerende direktør for et halvt år siden.

Hun forklarer i en pressemeddelelse, at fyringerne sker på grund af en større omlægning af forlaget.

“Bog- og mediemarkedet er i forandring, og konkurrencen vokser ikke bare fra andre forlag, men også på den tid, mennesker har til rådighed til tekst og læsning. I den situation skal man som udgiver fokusere og blive tydelig om det, man vil være dygtigst til, og hvad man tilbyder sine forfattere og sine læsere,” siger hun. 

Den nye strategiske rekonstruktion betyder, at forlaget vil sætte fokus på udviklingen af både fiktions- og nonfiction historier med gode historiefortællere og eksperter, hvad enten historierne er fiktive eller sande. Derudover indgår de et nyt samarbejde med svenske Norstedts Agency, som er ejet af Storytel.

Den nye strategi kommer samtidig til at fokusere på digital tilstedeværelse i kommunikation og markedsføring.

Tine Smedegaard Andersen begræder tabet af de fyrede medarbejdere, men er samtidig ikke i tvivl om, at den retning, de nu har valgt for forlagets fremtidige udvikling er den rigtige for at sikre People’s Press en dynamisk fremtid.

 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test