TOP

Stor fondsdonation baner vej for sanselig totaloplevelse på nyt museum i København

Kultur- og fritidsudvalget i Københavns kommune har nu takket ja til en fondsdonation på 14,9 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden og dermed er vejen så godt som banet for en helt ny totaloplevelse for gæsterne, når Københavns Museum efter tre års lukning i år atter slår dørene op i de nye bygninger i Stormgade. Hvis Borgerrepræsentationen også vender tommelfingeren op til gaven vil arbejdet gå i gang med at skabe et rum i museet, der byder på et sanseligt kort over København, 3D modeller af byens huse, og en film, der udfolder hovedstadens udvikling fra istid til nutid, lyder det i en pressemeddelelse fra Københavns Museum.

I de nye udstillinger får publikum mulighed for at foretage en rejse gennem byens historie. En helt central del af de nye udstillinger bliver således  ’Københavnermodellen’ – et udstillingsrum, som skaber overblik over de nedslag i tid og sted, der møder gæsterne i de andre udstillingsrum.

Det nye udstillingsrum er en sanselig, dynamisk og interaktiv pendant til den keramiske miniaturemodel af byen, der stod foran museets tidligere domicil på Vesterbrogade, og som borgerne ivrigt har efterspurgt, lige siden den blev nedtaget. Nu bydes der i stedet på en ny og anderledes version.

”Vores medarbejdere arbejder på at skabe et museum, som kan levere unikke oplevelser til byens borgere” udtaler museumschef på Københavns Museum Louise Jacobsen: ”Vi går nu i gang med at søge efter de helt rigtige samarbejdspartnere til projektet, så det kan være klar til åbningen af det nye Københavns Museum i starten af 2019. Vi glæder os over, at ’Københavnermodellen’ kan blive til virkelighed og styrke formidlingen af Københavns historie til et endnu større publikum på en helt ny måde.”

Det nye Københavns Museum forventes at åbne til august.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk