TOP

Støtteorganisationer efterlyser scener til uafhængige scenekunstnere: “Det er skandaløst”

Hvis uafhængige scenekunstnere skal have en chance for at lade deres kunst komme til udtryk, skal der være en scene, de kan stå på.

Men der findes ikke sådanne i Danmark, hvor der ellers er over 170 teaterscener. Ingen af dem er forbeholdt det frie felt. Og det er “skandaløst”, mener repræsentanter fra tre støtteorganisationer i form af Udviklingsplatformen for Scenekunst, Performing Arts Platform og Det Frie Felts Festival. 

I et interview med Iscene efterlyser de handling på området.

Sammenligner man det danske udbud af scener med byer som Oslo, Stockholm, London og Berlin, ser det fattigt ud. Hvor der står scener til rådighed for uafhængige dansere, koreografer, skuespillere og instruktører i udlandet, må det uafhængige scenekunstmiljø kæmpe for en platform herhjemme, lyder det.

Ifølge Egil Bjørnsen, der er daglig leder på Udviklingsplatformen for Scenekunst, udspringer problemet muligvis af et skævt syn på det frie felt, som måske defineres ud fra en slags “teaterlov” med de uafhængige kunstnere nederst i hierakiet og Det Kongelige Teater øverst. Det syn præger diskursen og skævvrider støtten, mener han.

“Jeg tror, at dansk scenekunstpolitik ikke har evnet at prioritere denne del af scenekunsten. Tidligere fandtes der Kanonhallen og en bedre infrastruktur i miljøet. Men pt har de frie kunstnere ikke nogen scene, de skal ud og finde nye venues hver eneste gang, de sætter en forestilling op. Og selvom teatrene er imødekommende, er der fortsat rum for flere samarbejder, hvor den eksperimenterende scenekunst og de etablerede scener kan inspirere hinanden,” siger han til Iscene.

Mere synlighed

Det går ikke kun hårdt ud over de uafhængige kunstnere selv, også publikum går glip af noget. For når kunsten ikke er tilgængelig for publikum, så ryger den i glemmebogen eller bliver overset, mener han.

“Der er også et publikumsudvekslingsaspekt i det. Hvordan skal man bygge et publikum til den eksperimenterende scenekunst, når folk hele tiden skal gå nye steder hen for overhovedet at finde den? Man skal virkelig være hardcore kunstinteresseret for at manøvrere i det frie scenekunstfelt og finde ud af, hvor tingene sker.”

Den holdning deler han med Charlotte Mors, der er daglig leder på Performing Arts Platform i Aarhus. Hun påpeger, at der er brug for, at de uafhængige aktører samarbejder mere med de mere etablerede aktører. Og det bakkes op af Gritt Uldall-Jessen, der er dramatiker, har arbejdet indenfor det frie scenekunstfelt siden 1990erne og været med til at skabe Det Frie Felts Festival. 

“Når man skaber en samlet præsentation af værker fra det frie felt, opnår de synlighed, flere publikummer får kendskab til dem og tager måske chancen og oplever en forestilling uden for de etablerede scener. Vores formål er at synliggøre det frie felt både nationalt og internationalt. At skabe en faglig kontekst for den selvproducerende scenekunst, hvor folk fra hele Danmark og udlandet kan komme og orientere sig,” siger hun.

De tre aktører advokerer for, at en dedikeret, kurateret scene til de frie uafhængige kunstnere måske vil kunne rokke ved fordommen om, at uafhængig scenekunst er nederst i teaterhierakiet. Det vil i hvert fald skabe bedre vilkår for de frie kunstnere, lyder det i interviewet med Iscene.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test