TOP

Statens Museum for Kunst fik millionunderskud i 2018 og har mistet 150.000 årlige gæster på fire år


Statens Museum for Kunst havde regnet med at få besøg af 391.250 museumsgæster i løbet af 2018. Men det faktiske tal blev 309.000, og museet, som i løbet af fire år mistet knap 150.000 besøgende, kom ud af året med et underskud på 1,4 millioner kroner. Det skriver DR.

Til sammenligning satte museer som Louisiana (755.584 gæster) , Ny Carlsberg Glyptoteket (448.934 gæster) og Arken (415.000 gæster) besøgsrekord i 2018.

Ifølge direktør for Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh, er der flere årsager til faldet i antallet af besøgende. Blandt andet at museet i 2016 indførte betalt entré, og at museets i to år har haft begrænset åbningstid for at spare penge.

“Men vi har også været for optimistiske i vores prognoser samtidig med, at vi har satset på et program, som har været for smalt i forhold til publikum,” siger Mikkel Bogh til Kulturen på P1 og uddyber:

“Det har vi lært af, og vi har ændret i programmet fremadrettet, så vores to store udstillinger bliver mindre nichepræget. Vores store udstillinger skal kunne tiltrække flere besøgende end 25.000, som var tilfældet med forårets særudstilling om tegnekunst.”

Museet bør ifølge rammeaftalen med regeringen få 427.000 gæster i år og nå en halv million besøgende i 2021.

Mikkel Bogh fortæller til Kulturen på P1, at museet nu vil satse mere på at booste dette års to store udstillinger med markedsføring og flere formidlingsaktiviteter.

“Vi vil også sætte fokus på den faste samling. Det er noget, turisterne interesserer sig for, og halvdelen af vores gæster kommer for at se samlingen,” siger Mikkel Bogh.

Kunstkritiker Matthias Hvass Borello mener ikke, at man udelukkende kan måle museets succes i antallet af besøgende og påpeger, at museets program har været vigtigt og ambitiøst:

“Museet skal have ros for at finde plads til en type kunstnere, som ellers ikke ville være blevet udstillet i Danmark, fordi de ikke automatisk er kioskbaskere.”

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test