TOP

Spotify fjerner danske sange på grund af “hadefuldt indhold”

Musikstreamingtjenesten Spotify har fjernet en række danske sange på tjenesten efter anklager om anitsemitisme, skriver Politiken. 

Det drejer sig om albummet ‘Mein Trampf’ udgivet af den danske musiker Tramper Torben, der ifølge avisen angiveligt skrev sin musik på et tre år langt lsd-trip og døde af en overdosis som 43-årig. 

Men en række sange med titler som “K.K.K.” og “Jødebussen” er nu blevet fjernet. Dog først efter at Politiken gentagne gange henvendte sig til Spotify for at spørge til det antisemitiske indhold.

»Ulovligt indhold eller materiale, der tilskynder til had eller vold mod en race, religion, seksualitet eller lignende, tolereres ikke af musiktjenesten. Spotify griber straks ind for at vurdere og fjerne materialet, så snart vi bliver opmærksomme på det,« lyder det fra Spotifys nordiske kommunikationschef, Fredrik Westin til avisen. Han mener dog ikke, at tjenesten alene har ansvar for den musik, der ender på musiktjenesten.

Politiken har forgæves prøvet at identificere folkene bag Tramper Torben for at få en kommentar. 

Det er ikke første gang Spotify går ind og fjerner nogle af de over 50 millioner sange på tjenesten. R’n’B-sangeren R. Kelly og rapperen XXXTentacion er tidligere blevet fjernet fra Spotifys officielle playlister som følge af Spotifys retningslinjer for ’hadefuldt’ indhold. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk