TOP

Spillestedet Train indgår nye samarbejder og er klar til at flytte


Det aarhusianske spillested Train har vokseværk og arbejder på flere fronter på en ny fremtid med fokus på samarbejder.

Det viser sig blandt andet til november, når The Minds of 99 spiller i Ceres Arena med plads til 7.000 publikummer. Koncerten vil være startskuddet på et nyt samarbejde mellem Train og Ceres Park & Arena. Det skriver Aarhus Stiftstidende.

“Selv om vi – med vores kapacitet på 1.000 gæster – er et af landets største spillesteder, vil vi også gerne fra tid til anden tilbyde århusianerne store koncertoplevelser i endnu større rammer end vores egne. Her er Ceres Arena en oplagt samarbejdspartner, der med et erfarent og professionelt set-up kan løfte de helt store koncerter. Et samarbejde, vi ser frem til, og som forhåbentlig kan bringe endnu flere koncerter til byen,” siger Trains direktør, Carsten V. Nielsen, til Aarhus Stiftstidende.

Samarbejdet er en del af en strategi om flere samarbejder med andre – både store og små – koncertsteder, og i løbet af april vil Train blandt andet stå bag en koncert med Benal i Aarhus Congress Center og være medarrangører af en koncert med Christopher i Musikhuset Aarhus.

“Vi vil gerne mere end det, vores egne rammer kan. Det er ikke på bekostning af vores eget sted, men fordi vi gerne vil bidrage til at udvide den rytmiske koncertscene i Aarhus. Der er en masse aktører i hele byen, som vi gerne vil samarbejde med, hvor vi kan præsentere navne, vi ikke selv kan rumme,” siger Carsten V. Nielsen til Aarhus Stiftstidende.

Flytter måske til Lydbyen
Koncertstedet er også klar til at forlade sine eksisterende lokaler for at blive en del af et “kulturelt økosystem” for rytmisk musik på Sydhavnen, som er på tegnebrættet, og som Train sammen med en række andre aktører har budt ind på.

Aktørerne bag projektet kalder det Lydbyen, og det er hensigten, at det skal være en musikalsk mini-pendant til Filmbyen og blandt andet rumme musikundervisning, musikstudier og liveproduktion, hvor musikerne står på scenen.

“Vi tror på, at det kan løfte musikscenen i Aarhus voldsomt, hvis det bliver aktualiseret,” siger Carsten V. Nielsen til Aarhus Stiftstidende, hvor han også fortæller, at han har store forhåbninger til projektet, og at Train i givet fald vil flytte til Lydbyen.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.