TOP

Sommerpakke på 315 millioner kroner på vej til kulturlivet – K peger på færre restriktioner som bedste hjælp

En sommerpakke på 315 millioner kroner er på vej til kultur- og idrætslivet. 

Regeringen foreslår, at pengene skal bruges til en række forskellige initiativer, der skal stimulere danskerne og skabe kulturaktiviteter i sommeren 2021, og vil indkalde Folketingets partier til forhandlinger om udmøntningen af sommerpakken, når rammeforhandlingerne i Finansministeriet er afsluttet. Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse. 

”Vores kulturliv lever af og for publikum, og derfor har det været ekstra hårdt for kulturlivet at komme igennem pandemien. Hjælpepakkerne har bidraget til at holde hånden under den etablerede kultur,” lyder det fra kulturminister Joy Mogensen (S) i pressemeddelelsen, hvor hun uddyber:  

“Men det har været strenge tider for vores foreninger, kunstnere og de erhvervsdrivende på kulturområdet. De har i store dele af 2020 og 2021 mistet muligheden for at øve, arbejde og tjene penge på deres profession. Derfor vil regeringen nu med en sommerpakke sætte gang i en masse aktiviteter, der kan kickstarte vores kulturliv igen.”

Konservative: Løse restriktioner er bedste hjælpepakke

Forud for de politiske forhandlinger har Konservatives kulturordfører, Birgitte Bergman, givet udtryk for, at rød og blå blok kan få svært ved at mødes. 

“Den bedste hjælpepakke er at løsne restriktionerne. Et økonomisk boost er godt, men genopretning i form af langsigtede, strukturelle ændringer er bedre,” siger Birgitte Bergman til Kulturmonitor og tilføjer:

“Regeringens udspil bør ses i sammenhæng med udfasning af hjælpepakker og tiltag på eksportområdet. Og så er det vigtigt, at hjælpen til aktiviteter og fornøjelser ikke kun gives til i forvejen statsstøttede aktører. Vi skal huske de private for at undgå konkurrenceforvridning.”

Kulturaktører har forskellige ønsker

I kølvandet på regeringens udmelding om sommerpakken lufter forskellige kulturaktører i Berlingske og Politiken deres ønsker til udmøntningen af sommerpakken. 

Hverken Dansk Live eller Dansk Teater ønsker en ordning med halv pris på entréen, som sommerpakken i 2020 muliggjorde for en række kulturtilbud. 

“Vi vil nødig vænne publikum til, at der skal være halv pris på det at gå til koncert. Så underbyder man markedet med statsmidler,” siger sekretariatsleder Esben Marcher fra Dansk Live til Politiken. 

Han mener, at det vil give mere mening at sætte penge af til en genstartspakke, når spille- og koncertstederne kan lukke helt op igen.

Heller ikke hos Dansk Teater har man ønsker om halv pris, mens teatrene ikke må sælge alle siddepladser på grund af restriktioner.

“Men halv pris vil være en god idé, når vi får lov til at åbne fuldt op igen til efteråret,” siger direktør i Dansk Teater, Peter Mark Lundberg, til Politiken. 

Direktør for Danske Biografer, Lars Werge foreslår, at man bruger penge på at lette nogle af biografernes økonomiske byrder.

“Man kunne betale biografernes udgifter til Koda-afgifter, hvilket udgør 1,2 procent af biografernes omsætning. Man kunne også lette de administrative byrder, som coronarestriktionerne påfører biograferne, for eksempel personale til at tjekke coronapas,” siger Lars Werge til Berlingske.

Tilføjelse: Artiklen er blevet opdateret den 6. maj kl. 22.10 med kommentarer fra Dansk Live, Dansk Teater og Danske Biografer.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.