TOP

Som branche har vi længe været bekymret for Den Danske Scenekunstskole – og nu ringer alarmklokkerne for alvor

Kommentar: Den Danske Scenekunstskole bløder i disse dage. Skolen har i de seneste år – på kulturministerielt påbud – omformet sig til en national superinstitution og implementeret Bologna-processen, og de har omlagt deres stillingsstrukturer til anstændige lønforhold, inklusive pension(!). Skolen har fået fire professorer, to, snart tre nye masteruddannelser og ansatte på rimelige vilkår. Men denne omlægning koster. Skolen står nu med et årligt underskud på 5,4 millioner kroner i de næste fire år! Det er rundt regnet 11 fuldtidsstillinger.

Skolen står overfor ”organisatoriske tilpasninger,” skriver de i en pressemeddelelse. Konkret skal det oversættes med massive afskedigelser og besparelser på de scenekunstneriske uddannelser. Allerede i 2018 blev fem stillinger nedlagt og fire ansatte afskediget. Nu falder de næste. Men hvad er en kunstuddannelse uden en diversitet i lærerstaben? Hvorfra skal muskler til både kontinuitet og fornyelse i scenekunsten komme?

FAKTA

Kommentarens afsendere er:

Christoffer Berdal,
Formand for Foreningen af Danske Sceneinstruktører

Mikala Bjarnov Lage,
Formand for Brancherådet for Scenedans i Danmark

Benjamin Boe Rasmussen,
Formand for Dansk Skuespillerforbund

Tali Rágza,
Formand for De Frie Koreografer

Jokum Rohde,
Formand for Danske Dramatikere

Carsten Burke Kristensen,
Formand for Danske Scenografer

Marie Topp og Cecilie Ullerup Schmidt,
Uafhængige Scenekunstnere

Vis mere

Vi som branche har længe været bekymrede, og nu ringer alarmklokkerne for alvor!

Eleverne skal ud og blive en del af, og endnu vigtigere, udvikle scenekunsten i al dens diversitet. Det fordrer mange slags faglige redskaber og undersøgelser, som skal opøves i praksis sammen med allerede udøvende scenekunstnere. Vi frygter nedskæringerne vil reducere muligheden for at undersøge faget sammen med professionelle både på skolen og udenfor. Dette kan få fatale følger for grundstammen i de enkelte uddannelser og dansk scenekunst i fremtiden.

Som repræsentanter for scenekunstens brancheorganisationer opfordrer vi kulturministeren til at tage stilling til, at mere uddannelse og internationale standarder koster flere penge. Efter fire år med både institutionel ekspansion og to procent-besparelser er det på høje tid til at tage kunstnerisk uddannelse alvorligt som en central infrastruktur i det danske kulturlandskab. Investér i scenekunstens fremtid!

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribenternes holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test