TOP

Sønderjysk bibliotek og eReolen vinder stor formidlingspris

Det lokale bibliotek i Tønder modtager sammen med bibliotekernes fælles digitale tjeneste, eReolen, dette års udgave af Bibliotekernes formidlingspris.

“I Tønder har projektet ’Mens vi venter’ skabt meningsfulde møder mellem asylansøgere og borgerne i lokalområdet. Man har etableret demokraticaféer, besøg på rådhuset og ture til lokale seværdigheder, så asylansøgerne har fået et indblik i dansk kultur, litteratur, demokrati og dannelse. Samtidig er danske unge også blevet klogere på andre kulturer,” udtaler kulturminister Mette Bock i en pressemeddelelse.

Bibliotekernes fælles digitale tjeneste, eReolen, stiller e-bøger og lydbøger gratis til rådighed for alle børn og voksne, men de har også gjort en kæmpe indsats for at formidle samtaler om bøger blandt læserne og samarbejdet med de lokale biblioteker.

“Det gør mig stolt, at Tønder Kommunes Biblioteker vinder denne flotte pris. Projektet ’Mens vi venter’ viser netop nye kreative måder at samarbejde og formidle folkebibliotekets tilbud på til nye målgrupper,” siger Borgmester i Tønder Kommune Henrik Frandsen. 

Også hos eReolen er der glæde over at modtage prisen.

“Det har for eReolen høj strategisk prioritet at tilbyde inspirerende formidling til brugerne på mange forskellige platforme. Det samme gælder samarbejdet med bibliotekerne i Danmark om digitale og fysiske formidlingskoncepter, der kan styrke forankringen af det digitale tilbud lokalt. Derfor glæder vi os meget over denne anerkendelse af indsatsen,” lyder det fra formand for eReolen Jakob Heide Petersen.

Det er kulturministeren, der udpeger vinderen på baggrund af indstilling fra et uvildigt fagpanel. Panelet bestod i år af forfatter og foredragsholder Mads Nygaard, selvstændig bibliotekskonsulent Elsebeth Tank, og lektor Nanna Kann-Rasmussen.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk