TOP

Smukfest i dialog med leverandører om genbrugskrus

På Skanderborg-festivalen Smukfest bliver der, som på landet øvrige festivaler, drukket masser af øl og drinks af de festglade gæster.

Sådan er det også i år, hvor op mod 55.000 festivalgæster besøger festivalen, der er landets anden største af sin slags – kun overgået af Roskilde Festival.

At Smukfest er en stor størrelse, det ses ikke mindst på mængden af fadøl, der, ifølge Smukfests egne tal, nåede op på 135.000 liter i 2018. Derudover bliver det også solgt andre drinks og drikke, der alle har én ting til fælles. De bliver serveret i et engangsplastkrus.

Det er måske ikke hensigtsmæssigt, når det kommer til bæredygtighedshensyn, hvor plastik efterhånden er et noget udskældt materiale. Så udskældt, at flere festivaler i Danmark – herunder Roskilde Festival, NorthSide og Grøn – har sagt farvel og tak til de famøse engangsplastkrus og erstattet dem med genbrugskrus, der vaskes fra gang til gang.

Men Smukfest har, på trods af at være Danmarks næststørste festival, endnu ikke sluppet de rundt regnet 1.000.000 engangsplastkrus, der på årets festival blandt andet akkompagneres af 300.000 stykker engangsbestik og 138.000 flasker kildevand– baseret på tal fra 2016.

Så der er nok af plastik i Bøgeskoven. Ifølge Ritzau skyldes det, at festivalen ikke får leveret øl fra samme leverandør, Tuborg, som de festivaler, der kan bryste sig af at bruge genbrugskrus.

I stedet får Smukfest leveret øl fra konkurrenten Royal Unibrew, der ikke har et samarbejde med miljøorganisationen Plastic Change, som har udviklet genbrugskrusene i samarbejde med netop Tuborg.

Ikke afvisende

Men hos Smukfest er man ikke afvisende, når det kommer til en fremtid uden engangsplastkrus. Det skriver Jyllands-Posten.

“Vi er meget opmærksomme på, hvad der skal ske i fremtiden i forhold til krus og pant. Krus er en af mange ting, som er værd at kigge på i forhold til at lave en festival,” siger Poul Martin Bonde, der er talsmand for Smukfest, til Ritzau.

Han mener dog, at tiltaget i høj grad også handler om synlighed i forhold til bæredygtighedsengagement, og at en vis tvivl er forbundet med den reelle effekt af indsatsen.

“Det ved vi ikke nok om, men vi er klar på at se, hvad vi kan gøre med vores krus og emballage fremadrettet, og vi er i dialog med vores leverandører,” siger han til Ritzau.

Han understreger, at det er vigtigt for festivalen at gøre tingene på en ordentlig måde, der ikke skaber dårlig stemning blandt gæsterne. Så alting tages et skridt af gangen på den midtjyske festival, der første gang gav lyd fra sig i 1980 – dengang for beskedne 600-1000 gæster.

“Vi har en bred målgruppe. Mange unge og også voksne, og der er stor forskel på, hvordan de reagerer og opererer. Så det er ikke vores stil at lave stor kæmpemæssige forbud, hvis ikke vi kan gøre det på en ordentlig måde,” siger Poul Martin Bonde til Ritzau.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test