TOP

Skal man have et mandenavn som billedkunstner?

Kommentar: Som billedkunstner opdraget af en kunsthistoriker og fra en tidlig alder eksponeret for den vestlige verdens kunsthistorie indså jeg allerede som barn, at kunsthistorien var mandsdomineret og chauvinistisk.

Som nulevende kvindelig billedkunstner er den sjove udfordring og forskning at skabe sin egen kunsthistorie og kunstteori for at finde en “ren” tilgang til sit fag og dets fagmetoder. Som kvindelig kunstner skal man nærmest tilbage til kunstværkets oprindelse, gennemlyse alle tiders brug af kunstværket og dermed langsomt opfinde sit eget sprog trods alle tiders traditioner, opfindelser og anskuelser af kunstværket.

Dette kunstfaglige og socio-psykologiske arbejde er spændende, og jeg drager fordel af det, da der stadig er store nye forsknings- og værkflader at opfinde. Et meget spændende fagligt emne og forskningsfelt, som mine værker tager del i.

Kunstscenen er stadig sexistisk

Tallene er desværre stadig negative for kvinder, kun 2 procent af det totale salg på auktioner fra 2008-2019 er værker af kvinder. På kunstmesser og galleripræsentation ligger kvindelige kunstnere stadig på mellem 0-30 procent repræsentation. På verdens største kunstmesse, Art Basel, har kvinderepræsentationen ligget på mindre end 25 procent de sidste fire år.

Problemet bunder desværre i, at samtidens kunstscene og -marked stadig er en sexistisk branche. I min generation er vi som billedkunstnere, kunsthistorikere og kuratorer opdraget med nogle metoder og en kunstteori, der hovedsageligt er udviklet og nedfældet af heteroseksuelle, hvide og mandschauvinistiske mænd – mænd, som blandt andet er skyld i, at mange kvindelige malere og billedkunstnere gennem tiden er forsvundet fra kunsthistorien som dug for solen. Vores akademiske uddannelser i Europa mangler stadig at tilføje, belyse og understrege kvindelige kunstneres betydning for kunstens historie. Det samme gælder det kuratoriske apparat, som vi kunstnerne blindt må sætte vores lid til.

En gammeldags verdensanskuelse i samtidskunsten

Den danske og internationale akademiske uddannelse, udstillings- og museumspraksis har et kæmpe forsknings- og detektivarbejde foran sig, før kunsthistorien kan blive kortlagt uden kønspolitiske censurgreb.

Steder i Danmark som blandt andre Cisternerne, Heart og Copenhagen Contemporary har et udstillingsprogram med overvejende mandlige kunstnere. Det er ikke repræsentativt for de mange dygtige kvindelige kunstnere i ind- og udland.

Hvad angår indkøb af kvindelige kunstnere på museerne i Danmark, er tallene desværre heller ikke gode endnu. I hele perioden 2004 til 2019 var erhvervelser af værker af kvindelige kunstnere: 22 procent. Antal kvindelige kunstnere vist på soloudstillinger: 29 procent. Tallene er bekymrende, fordi det netop er museerne og kunsthallerne, der skal gå forrest. Først derefter kommer gallerierne og køberne ind i billedet.

Er Europa klar?

Siden den græske antik har Europa været bygget på kunstværkets formidlingsevne og samarbejde med datidens religiøse og politiske overbevisning.

Kunst har gennem den vestlige verdens historie i høj grad været med til at fastsætte de dyder, vi i dag værdsætter, men den har også delvist medkurateret vores erindring, vores selvforståelse og vores politiske strukturer.

Den dag i dag er spørgsmålet, om Europa på trods af first wave-feminismen og kvinders tilkæmpede stemmeret er klar til at imødekomme det kvindelige blik. Om vores vestlige visuelle kultur er gearet til at tillade kvinders aktive skaben, deres kreative ambitioner og deltagelse i magten – og dermed også tillade, at de som billedkunstnere er med til at skabe billeder til vores kultur, der fremover bliver en del af den kollektive arv og hukommelse.

Mary Beard forklarer i sin bog ‘Women & Power’ (2018), hvordan Europas tidligste litteratur giver eksempler på at irettesætte, usynliggøre og dominere kvinder.

Mary Beard tager et eksempel frem fra en passage i Homers ‘Odysséen’, hvor en dreng, Telemakos, opdrages til at være mand ved at irettesætte hans mor, Penelope: “Mother, go back to your quarters, and take up your own work, the loom and the distaff … speech will be the business of men, all men, and of me most of all; for mine is the power of this household.”

Penelope accepterer befalingen og går. Senere hen i den romerske litteratur, i en af Europas klassikere på linje med ‘Biblen’, finder vi Ovids ‘Metamorphosis’, der beskriver, hvordan den stakkels kvinde Io af guden Jupiter er blevet forvandlet til en ko, således at hun ikke kan tale mere. Og den sludrende nymfe Echo er blevet straffet ved, at hendes stemme aldrig er hendes egen, men derimod blot gentager andres ord. 

Hvordan ændrer man rutiner?

Hvordan ændrer vi de fastgroede rutiner, hvor kuratorer, museumsdirektører, gallerister, ledere på kunsthaller og ikke at forglemme presserepræsentanter, journalister og kunstsamlere – ja, selv kvinder med magt – fravælger at vise kvindelige kunstnere?

Og hvornår bliver vi oprigtigt interesserede i kvindelige kunstneres tilgang og frigørelse i maleriet og i kunsthistorien? Ikke blot for ligestillingens eller den politiske korrektheds skyld, men for kunstfagets egen videnskabelige og kvalitative skyld.

Der ligger et modigt pionérarbejde og stor forskning og venter for os, så vi endelig kan blive ajour med tiden og samtidig sikre faglige top-innovationsniveauer.

Denne misogyne kulturarv er vi i vores samtid nødt til at italesætte fremfor at være dovne og lade som om, at problemet ikke er der. Bevidsthed er selvfølgelig vejen at gå, og som jeg også undersøger i min kunstneriske praksis.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Billedkunstner. P.t. udstillingsaktuel på Rønnebæksholm, (8. februar - 14. juni 2020). Promoverer kvindelige malere på instagram-profilen @womenpainters.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test