TOP

Skal halv pris på museumsbesøg gøres permanent? Politikere klar til at se nærmere på sagen

Den økonomiske sommerpakke, der blandt andet har givet halv pris på billetterne til de danske museer, ser ud til at have været en succes. Adskillige museer landet over har meldt om rekordhøje besøgstal for juli måned, og tallene får nu ifølge DR flere politikere til at overveje, om de billigere priser skal gøres permanente.

Det gælder blandt andet SF’s kulturordfører, Charlotte Broman Mølbæk, der er blevet positivt overrasket over de markante stigninger i besøgstallet.

“Jeg er glad for, at mange har benyttet sig af sommerpakken. Derfor giver det god mening at se på, om der skal rettes lidt på priserne. For os er det en ulighedsdagsorden. Alle børn og voksne skal have lige adgang til kulturen,” siger hun til DR.

Også DFs kulturordfører, Pernille Bendixen, er parat til at se på om, ordningen med billigere billetter skal fortsætte efter skæringsdatoen 9. august samt finansieringen af det. 

Undersøgelse på vej

I museumsbranchen er der dog delte meninger om, hvorvidt billigere billetter er en god løsning på sigt.

Erfaringer fra tidligere viser, at billigere billetter eller endda helt gratis adgang ikke nødvendigvis skaber tilsvarende højere permanente besøgstal. Desuden underminerer det museernes mulighed for egenindtjening. Modsat kan billigere entré lokke nye målgrupper til, der måske ikke så ofte går på museum. En løsning kunne være at åbne for billigere entré i kortere perioder. 

Alt det skal man nu til at kiggere nærmere på – blandt andet hos Organisationen Danske Museer (ODM), der er på vej med en spørgeskemaundersøgelse til deres medlemmer. Undersøgelsen skal give et mere klart billede af sommerpakkens effekt. Ifølge Danske Museer tegner der sig et billede af, at pakken har haft størst succes på provinsmuseerne, mens museerne i hovedstaden ikke har mærket samme markante stigninger i antal besøg.

Endnu er det dog for tidligt at sige noget om de overordnede tal, der også kan være påvirket af sommerens lunefulde vejr og de enkelte museers program. Generelt er man dog enige om, at prisnedsættelsen har haft en effekt. 

“Vi må konstatere, at det har haft en betydning. Det må vi have en intern diskussion omkring, og det må vi prøve at samle op på de næste måneder,” siger direktør hos ODM Nils M. Jensen til DR.     

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk