TOP

Scenekunstskolen er sat under skærpet tilsyn efter millionunderskud – rektor anede ikke, at der var rod i økonomien

Den Danske Scenekunstskole årsregnskab for 2018 viser et underskud på 3,6 millioner kroner. Rektor Mads Thygesen fandt først i januar i år ud af, at der var rod i økonomien. Skolens administrationschef er – uafhængigt af millionunderskuddet – fratrådt. Det skriver Politiken.

“Der har været nogle store udfordringer i den måde, der er blevet lagt budgetter på, som vi ikke har opdaget rettidigt. Det er vi selvfølgelig utroligt ærgerlige over, fordi vi har haft et år, som du også kan se i rapporten, som er meget tilfredsstillende rent fagligt,” siger Mads Thygesen til Politiken.

Underskuddet skyldes blandt andet, at skolen ikke har budgetteret med såkaldte tværministerielle ordninger som fleks- og barselsordning samt særlig feriegodtgørelse og en række andre poster.

Scenekunstskolen modtager årligt omkring 80 millioner kroner fra staten, og Kulturministeriet har nu sat skolen under skærpet tilsyn.

“Scenekunstskolens underskud er bestemt ikke tilfredsstillende, og Kulturministeriet har nu sat skolen under et skærpet tilsyn, så skolen kan få styr på økonomien. Både scenekunstskolen og Kulturministeriet tager sagen yderst alvorligt,” udtaler kulturminister Mette Bock (LA) til Politiken.

Scenekunstskolens administrationschef fratrådte sin stilling i januar. Hun afviser over for Politiken, at der er en sammenhæng mellem fratrædelsen og det økonomiske rod.

Der er i samarbejde med Kulturministeriet blevet lavet en genopretningsplan for skolens økonomi, som indebærer, at skolen får tilført nogle ekstra midler, der skal betales tilbage på et senere tidspunkt. Mads Thygesen forventer ikke, at millionunderskuddet får konsekvenser for undervisningen på skolen.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test