TOP

Saxo og Unicef indgår samarbejde om bøgernes betydning for børn under coronakrisen: “Læseoplevelser danner grobund for fælles refleksion”

Danmarks største digitale boghandel, saxo.com, vil i et nyt samarbejde med Unicef sætte fokus på bøgers betydning for børn i en krisetid. I forbindelse med Verdens Bogdag torsdag har Unicef startet det internationale initiativ ’Read the World’ og er gået sammen med WHO og IPA (International Publishers Association, red.) for at slå et globalt slag for læseglæde og læsning i det hele taget i en svær tid – ikke mindst for børn og unge.

Unicef anslår således, at næsten 90 procent af alle skoleelever og studerende over hele verden er påvirket af de landsdækkende skolelukninger på grund af spredningen af coronavirus, hvilket svarer til mere end 1,2 milliarder børn og unge. 

“Læseglæde hos børn er noget af det, jeg elsker at opleve – og det skal vi holde fast i at give børnene på trods af coronakrisen. Derfor er jeg så glad for, at det her initiativ er lykkedes,” siger Karen Hækkerup, generalsekretær i Unicef i en pressemeddelelse om initiativet, der på dansk jord bliver afviklet i et partnerskab mellem Saxo og Unicef Danmark. 

Byggesten for vores kultur

Saxo målretter blandt andet deres information om gode læseoplevelser til både børn og voksne og har de seneste dage præsenteret forskellige forfattere, som har fortalt om deres forhold til læsning og Verdens Bogdag. På selve dagen vil kendte børnebogsforfattere læse højt via de sociale medier, så børn, unge og voksne kan høre med.

I Danmark bliver det med hjælp fra børnebogsforfattere som Mikkel Lomborg, Anne Sofie Hammer, Kim Fupz Aakeson og Lars Daneskov.

”Bøgerne og litteraturen er en vigtig del af vores kultur, lidt som en byggesten, vi ikke kan undvære – ikke mindst for børnene, og det gælder både det selv at kunne læse og højtlæsning. Fællesskabet, der opstår i forbindelse med højtlæsning, er guld værd i en tid, hvor social afstand er nødvendigt og mange savner deres familie og venner. Samtidig kan højtlæsning og dét, at vi deler vores læseoplevelser – og anbefalinger, danne grobund for fælles refleksion. Bøgerne og litteraturen kan ikke bare skabe genkendelse fra ens eget liv, men også forståelse for og indsigt i andre mennesker og situationer, hvilket kan være særligt vigtigt i den verden, vi befinder os i lige nu,” siger Saxos direktør, Natasha Brandt om initiativet. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk