TOP

Salling Fondene donerer fem millioner kroner til Svalegangen

Teatret Svalegangen i Aarhus skal i gang med en større renovering, efter Salling Fondene har doneret fem millioner kroner til formålet.  

”Vi er enormt beærede over, at Karin Salling og Salling Fondene igen begunstiger os. De ser husets behov, men de ser i høj grad også teatrets potentialer og muligheden for at øge vores aktivitetsniveau. Med fremgang følger udvikling, og den kommunale bygning trænger til en kærlig hånd, hvis vi skal kunne fortsætte fremgangen og fastholde et højt kunstnerisk niveau,” udtaler Svalegangens direktør og kunstneriske chef, Per Smedegaard, i en pressemeddelelse.  

De fem millioner kroner skal gå til sceneteknik og en opgradering af træk i Store Sal.

På sigt ønsker teatret at renovere hele salen og etablere en multifunktionel sal, hvor der er mulighed for at sætte scenen og publikum der, hvor det giver mening i forhold til den enkelte forestilling. Teatrets ønsker også at ændre foyéren og Lille Scene.

Det er ikke første gang, at Svalegangen får en stor donation fra Salling Fondene. Tilbage i 2013 gav fondene 22,7 millioner kroner til udbygning af den nye scene, der ligger på toppen af teatret, og som åbnede i 2015.

”Scenekunsten skaber gode oplevelser for mange danskere, og Svalegangen har markeret sig med forestillinger, som både udfordrer og underholder. Det fortjener tidssvarende rammer, og derfor er vi glade for, at vi med donationen er med til at sikre moderne faciliteter på teatret, som vil være til glæde for publikum i mange år fremover,” udtaler Karin Salling, der er næstformand i Salling Fondene.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test