TOP

Fire S-profiler vil bryde med kulturel ulighed: “For os er kunst og kultur rugbrød”

Kronik: Af og til fremstilles kunst og kultur som en slags dessert, der kan indtages, når alt andet er fortæret. En sukkerlage eller flødeskum, der kan forsøde tilværelsen. Noget, der er rart, men som sådan ikke er nødvendigt at have.
Sådan ser socialdemokrater ikke på det. For os er kunst og kultur rugbrød.

Det skal forstås sådan, at kunst og kultur er et vigtigt og nødvendigt næringsstof, der har spillet en afgørende rolle for hver eneste dansker i hverdagen.

Når man lytter til musik, læser bøger og aviser, ser film og tv eller går på museum, i teatret eller besøger biblioteket, så giver det vigtigt indhold i tilværelsen. Der både er med til at vække alle slags følelser i os, oplyse os, og give stof til eftertanke. Tænk bare på, hvordan hverdagen ville se ud uden.

Det er nødvendigt at have noget at leve af, men lige så nødvendigt at have noget at leve for. Og hvis man spørger, om der stadig er brug for kulturen her i 2019. Så er vores svar ja. Mere end nogensinde før.
Kunst, kultur og vores kulturarv er vigtigt for det enkelte menneske. Men også fordi det understøtter vores fællesskab, fælles identitet og sammenhængskraft.

I en stadig mere foranderlig og usikker verden er der brug for et fundament at stå på. Ulighed, flygtningestrømme, skattesvindel, klimaforandringer og terrorisme. Når vi står over for store udfordringer, er det afgørende, at vi har et kompas at styre efter.
Det er ikke nok, at vi bare er et forbrugssamfund. Vi er nødt til også at være et oplysnings- og dannelsessamfund.

Med kunsten og kulturen bliver vi klogere på os selv og verden omkring os. Hvem vi er, og hvor vi kommer fra.
Indsigt og erkendelse, der er helt afgørende, når vi skal finde ud af, hvor vi skal hen.
Kunsten og kulturen giver os noget at være fælles om. Binder os sammen med kollektive referencer og historier.
Både i lokalsamfundene rundt om i landet. Og som fællesskab på tværs af landsdelene.
Mere end nogensinde før er der brug for at styrke det, vi er fælles om. Også kunsten og kulturen. Derfor er det afgørende, at vi får alle med.

Mange danskere benytter sig af kunsten og kulturen. Det er godt. Besøgstallene for både museer, biografer og biblioteker løber op i mange millioner. Danskerne bruger kulturen.
Men samtidig er der en gruppe, vi i dag ikke når. Op mod hver tredje dansker deltager slet ikke eller i meget begrænset omfang i samfundets kultur- og fritidstilbud. Det er ikke godt nok. Hvis vi vil styrke det, vi er fælles om, nytter det ikke, at det kun er to ud af tre, der deltager. Alle skal med.

Der er brug for nye tiltag, så vi sikrer, at kulturen ikke bliver en lukket fest. Men i stedet rækker ud, så alle får mulighed for tage del i kulturlivet. Adgangen til kultur må ikke afhænge af postnummer eller økonomisk og social baggrund.

Det handler både om at få flere til at bruge kulturtilbuddene. Og at få kulturtilbuddene ud til flere.
Det er en opgave, vi skal løse på Christiansborg. Skabe rammer, der sikrer, at vi bruger pengene og indretter lovgivningen på en måde, hvor flest muligt får adgang til kulturen.
Men samtidig skal opgaven i ligeså høj grad løftes lokalt. Kommunerne i dag en stærk og drivende kraft, når det kommer til at få kulturen ud til danskerne. Og det er i kommunerne, at der er potentiale for at udnytte den
styrke, der ligger i det nære fællesskab. Det er helt afgørende nøgle for den fremadrettet kulturindsats.

I den kulturpolitiske debat i dag kan det være fristende at ty til lette løsninger og hurtige overskrifter. Men får flere danskere bedre adgang til kulturen, hvis fokus lægges på det spektakulære og kontroversielle? Det er der ikke noget, der tyder på. Og i sidste ende må det være det, vi skal måles på.

For Socialdemokratiet har det altid været hjerteblod at søge at bryde den sociale arv og sikre geografisk og social lighed i adgangen til kulturen. Hvis flere skal have adgang til kulturen er der brug for en retning, der skridt for
skridt arbejder for at bekæmpe den kulturelle ulighed. Med resultater, der skaber konkrete forbedringer.
Med hensigten at inspirere og ikke detailstyre peger vi derfor på 8 veje til at bryde den kulturelle ulighed.

For det første skal vi satse på kunst og kultur i folkeskolen. Vi skal sikre, at vores børn møder kunsten og kulturen i en tidlig alder. Folkeskolereformens åbne skole giver mulighed for et permanent samspil mellem skolerne og det omgivende kunst- og kulturliv. Og de gode erfaringer bør dokumenteres, opsamles og udbredes.

For det andet skal børn og unge skal have gode muligheder for at arbejde med og udvikle sig kreativt inden for
eksempelvis musik, dramatik, skrivning billedkunst og dans. Derfor peger vi på muligheden for at indføre kulturskoler i alle kommuner. Hvor tilbuddene samles i en helhed.

For det tredje skal bibliotekerne række ud mod udsatte grupper og familier. Alle kulturinstitutioner har en forpligtigelse til at række ud mod børn og voksne, der står uden for kulturlivet. Og særligt bibliotekerne bør gøre en indsats med eksempelvis målrettede læsetilbud på væresteder for udsatte borgere og bogpakker til læsesvage familier.

For det fjerde er der brug for at nedbryde såvel økonomiske som kulturelle barrierer der kan afholde både børn og voksne fra at benytte kunst- og kulturtilbud. Derfor bør der overalt i kommuner og nationalt tages særlige
initiativer på dette område. Det kan bl.a., som det allerede foregår i nogle kommuner, være i form at uddeling af kulturklippekort til særlige målgrupper, som giver gratis adgang eller nedsat pris til en række kunst- og kulturtilbud. Der kan også være tale om betaling af fripladser i foreninger, kulturskoler med mere.

For det femte skal vi satse på idræt, foreninger og frivillighed. I de nære fællesskaber ligger der et stort potentiale for at få flere med. Når der skal laves kulturstrategier, kommunesamarbejder og kulturaftaler mellem stat og kommuner bør foreningslivet, idrætten og frivilligheden derfor altid tænkes med.

For det sjette skal kulturinstitutionerne belønnes for at række ud mod flere. Der er brug for incitamenter i det offentlige tilskudssystem, der sikrer, at både nationale og lokale kulturinstitutioner rækker ud mod og når flere af
de borgere, der i dag ikke er en del af kulturlivet. Så pengene følger med, når nye borgergrupper nås. Det kunne eksempelvis være en del af et kommende tilskudssystem for museerne.

For det syvende skal de nationale kulturinstitutioner række ud i hele landet. Det er en grundforpligtigelse for de store nationale kulturinstitutioner, at de rækker ud mod hele befolkningen. Det skal understøttes i de økonomiske aftaler mellem staten og institutionerne. Samtidig bør institutionerne tage flere initiativer som eksempelvis Statens Museum for Kunst, der har oprettet en filial i Thy eller Det Kongelige Teaters live-transmissioner af store forestillinger i biografer landet over.

Og endelig, for det ottende, kan arbejdspladsen spille en stærkere rolle som aktør i kulturformidlingen. Når arbejdspladsen er et vigtigt omdrejningspunkt i de fleste danskere hverdag, er det oplagt, at kunst- og kulturtilbud kan integreres som en aktiv del af personale- og trivselspolitikken. På både nationalt og lokalt plan kunne der tages initiativ til samarbejde mellem private virksomheder, offentlige arbejdspladser, arbejdsmarkedets parter mm. herom.
Det er afgørende, at kunsten og kulturen ikke lukker sig inde i sig egen osteklokke. Men hele tiden insisterer på at nå ud til flere i hele Danmark.

Kunsten og kulturtilbud skal være for alle. Sådan er det ikke dag. Vi skal bryde med den kulturelle ulighed. Og med disse otte initiativer har vi en retning for vores arbejde både i Folketinget og i landets kommuner.

Alle har brug for noget at leve for. Alle har ret til et kulturliv.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

, , ,

Kulturordfører og næstformand i Socialdemokratiet

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test