TOP

Roskilde Festivals programchef bliver ny bestyrelsesformand for Gimle

Som følge af nye vedtægter skal bestyrelsen for spillestedet Gimle skifte ud på formandsposten. Den nuværende programchef for Roskilde Festival, Anders Wahrén, bliver dermed ny formand for bestyrelsen. Claus Larsen, der er udpeget af Roskilde Byråd, bliver næstformand.

Gimle har moderniseret deres vedtægter, så de lever op til de nyeste anbefalinger for god kulturledelse, skriver de i en pressemeddelelse. Det betyder således, at bestyrelsesmedlemmer maksimalt kan sidde i bestyrelsen i otte år i træk. Dermed er det et farvel til Henrik Rasmussen, der har siddet i Fonden Gimles bestyrelse i mere end 19 år.

Den resterende bestyrelse og Gimles ledelse takker Henrik Rasmussen, der tidligere er mangeårig direktør for Roskilde Festival, for hans uvurderlige indsats.

“Gimle har siden slutningen af 1990’erne haft en stor plads i mit hjerte, og det er med både stolthed og vemod, at jeg giver bolden videre til nye og stærke kræfter, som jeg ved, vil sikre, at Gimle også i fremtiden vil stå som et af Danmarks bedste kulturhuse og mest velanskrevne regionale spillesteder,” siger Henrik Rasmussen.

På et ekstraordinært bestyrelsesmøde den 18. juni blev Anders Wahrén valgt som ny formand. Han startede sin karriere i musikbranchen på Gimle, hvor han blandt andet har arbejdet som booker frem til midten af 00’erne. Nu tager han skridtet videre fra næstformand til formand, hvilket glæder den 36-årige programchef.

“Gimle er utrolig vigtig for musiklivet i Roskilde, for de musikalske vækstlag og har også været en væsentlig fødekæde for både Roskilde Festival og hele den danske musikbranche,” siger Anders Wahrén.

Gimles bestyrelse består af op til ni medlemmer. To medlemmer udpeges af Foreningen Gimle, som er de frivillige på Gimles forening, to medlemmer udpeges af Byrådet i Roskilde og tre medlemmer udpeges af Foreningen Roskilde Festival. Herudover kan bestyrelsen ifølge de nye vedtægter udpege et til to medlemmer yderligere.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test