TOP

Roskilde Festival henter millioner på bundlinjen og giver det hele væk

Torsdag aften fremlagde bestyrelsen i Foreningen Roskilde Festival det endelige regnskab for 2018 medlemmerne ved den årlige generalforsamling, og der var flotte tal på bundlinjen. 

Varmt sommervejr, udsolgt indenfor alle billetkategorier og naturligvis stærke navne som Eminem, Bruno Mars og Gorillaz på programmet var medvirkende til, at det økonomiske resultat blev et overskud på 19,2 millioner kroner, som foreningen ubeskåret sender videre til almennyttigt og kulturelt arbejde med særligt fokus på børn og unge.

Festivalen kunne samtidig præsentere den højeste omsætning i boder og barer i hele festivalens historie. De mere end 200 foreninger, virksomheder og organisationer, der driver madboder og barer og engagerer frivillige til serviceopgaver, opnåede et samlet overskud på 32,6 mio. kr.

Vanen tro blev der under generalforsamlingen sat navn på en af de organisationer, der får glæde af Roskilde Festivalen overskud. Rapolitics modtog således 900.000 kroner, der skal sikre en flerårig udvikling af organisationens indsats for at fremme udsatte unges samfundsdeltagelse gennem dialog, storytelling og rap.

For nylig har en række andre organisationer ligeledes modtaget midler fra Roskilde Festival. Deriblandt finder man fællesskabsinitiativer som Mino Danmark (350.000 kr.) og Copenhagen Pride (500.000 kr.), lighedsorienterede organisationer som Transparency International (325.000 kr.) og Mellemfolkeligt Samvirke (435.000 kr.) samt klimaorganisationer som Plastic Change (250.000 kr.) og Danmarks Naturfredningsforening (200.000 kr.).

Gennem årene har festivalen genereret mere end 385 millioner kroner til velgørende formål.

“Roskilde Festival 2018 står ikke kun i erindringen som en fantastisk og succesfuld oplevelse, hvor 130.000 deltagere og frivillige sammen skabte en progressiv og nysgerrig kulturbegivenhed. Det var også en festival, der igen gav vores forening mulighed for at leve op til det almennyttige formål og være til gavn for børn og unge mennesker med vores donationer. Det kan vi alle være meget stolte af,” lyder det fra  Roskilde Festivals administrerende direktør, Signe Lopdrup i en pressemeddelelse. 

Roskilde Festival har netop præsenteret sit endelige program for 2019 med navne som Cardi B, Bob Dylan og The Cure på programmet. Festivalen har samtidig offentliggjort et omfattende program sideløbende med musikken. Blandt andet et samarbejde med CERN og Niels Bohr Institut.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk