TOP

Rødt nej til ny tv-kanal: “Jeg vil hellere bruge pengene på DR end at lave en kulturkanal, som alligevel bliver en økonomisk discountordning”

Vi bør bruge penge på at genoprette det kraftigt beskårede DR. I hvert fald bør pengene, der står til at gå til en ny tv-kanal, prioriteres i DRs retning, fremfor på at etablere en ny flow-tv-kanal med fokus på kultur og folkeoplysning.

Sådan lyder det fra regeringens støttepartier, der ikke finder idéen om en ny public service-kanal særlig hensigtsmæssig. Det skriver Altinget.

Stod det til De Radikale, så skrottede man kanalen, allerede inden den kommer i gang. For kulturkanalen er ikke meget andet end en “discountordning”. 

“I udgangspunktet mener jeg, at det er nogle penge, der skal lægges tilbage i DR. Jeg vil hellere bruge pengene på DR end at lave en kulturkanal, som alligevel bliver en økonomisk discountordning,” siger Jens Rohde, der er partiets medieordfører, til Altinget.

Den nye kanal har ellers fået bevilget 50 millioner kroner om året som en del af sidste års medieforlig. Men netop dét medieforlig står til at gå en udfordrende fremtid i møde.

Siden folketingsvalget i juli er flertallet bag det smuldret, og kulturminister Joy Mogensen (S) har bebudet, at hun inden længe inviterer Folketingets partier til nye medieforhandlinger.

Her vil man blandt andet diskutere muligheden for at tilbageføre dele af de midler, der ellers er blevet fjernet fra public service-området. Den udmelding har blandt andet fået komponistforeningen DJBFA til at rette en appel til kulturministeren om at rulle lukningen af radiokanalerne P6, P7 og P8 Jazz tilbage.

Reklameindtægter, nej tak

Også hos Enhedslisten hersker der fortvivlelse omkring den nye tv-kanal.

“I en situation, hvor der fattes penge til public service og DR, så skal vi i hvert fald have nogle bedre argumenter på banen for at starte en ny tv-kanal end de, den forhenværende regering er kommet med,” siger partiets medieordfører Søren Søndergaard til Altinget.

Han påpeger desuden, at planen om at lade annoncepenge være finansieringsmetode, sideløbende med statsmidlerne på 50 millioner kroner om året, er en stor sten i skoen, da partiet ikke ønsker en en sammenblanding af reklamer og statspenge.

SFs medieordfører Jacob Mark har tidligere udtalt, at tv-kanalen, som blandt andre den private tv-kanal DK4 og en række museer og kulturinstitutioner har bejlet til, er “spild af penge”.

Ifølge Altinget ønsker kulturminister Joy Mogensen ikke at udtale sig i detaljer om tv-kanalen, før hun har inviteret til medieforhandlinger.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test