TOP

Rigmand vil overdrage herregård til befolkningen – skal være centrum for kunst og kultur

Når ægteparret Johan P. og Jytte Hoffmann engang forlader deres fælles hjem, herregården Endrupholm fra 1580 ved Endrup nord for Bramming, kommer stedet ikke på hverken boligsider eller i avisens boligsektion. I stedet bliver herregården overdraget til befolkningen. Det skriver JydskeVestkysten.

Overdragelsen er en gave, som skal tjene til at give befolkningen adgang til gratis kunst- og kulturoplevelser – kvit og frit, fordi erhvervsmanden Johan P. Hoffmann føler et behov for at vise sin taknemmelighed for i sin tid at kunne opbygge virksomheden Arovit, der har gjort ham til mangemillionær.

Derfor har han etableret Endrupholmfonden med en kapital på 40 millioner kroner, hvoraf en del af pengene skal anvendes til drift af ejendommen og understøttelse af eksempelvis kunstnerrefugium, udstillinger, koncerter og andre aktiviteter.

Det vides af gode grunde ikke, hvornår Endrupholm overdrages til befolkningen. Men i forvejen har Johan P. Hoffmann, gennem Johan Hoffmann Fonden, ydet støtte til Esbjerg Kommune gennem kulturelle projekter. Johan P. Hoffmann føler da også selv, han har gjort en forskel.

“Tiltaget omkring Endrupholm er en forlængelse af disse forhold, men også udtryk for et ønske om at gøre Endrupholm tilgængelig for kommunens borgere. Derfor tænker jeg også, at bestyrelsen vil sørge for, at aktiviteterne bliver i et bredt spektrum, så der både bliver plads til de smalle kunstarter og det folkelige,” siger han til JyskeVestkysten.

Gaver og donationer fra velhavende ægtepar er ikke sjældne. Sidste år donerede ægteparret Margin og Jens Haven Christensen for eksempel hele 55 kunstværker fra parrets private kunstsamling til kunstmuseet Kunsten i Aalborg. Værkerne er løbende blevet udstillet, men en samlet præsentation af alle værkerne vil først finde sted i år.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.