TOP

Rektor: Lad politikere, kunstnere og borgere gå sammen om at skabe en ny vision for et kunstnerisk Danmark

Kronik: Valgkampen er overstået, og mens vi afventer regeringsdannelsen og en ny kulturminister, er der en oplagt mulighed for frit at reflektere lidt over, hvad der kunne være en ønskværdig udvikling for danskernes kunstneriske liv. I Danmark taler vi altid om kunst og kultur i samme åndedrag, og ofte har kunsten det med at blive reduceret til en slags underafdeling af kultur med miniputstatus i forhold til medier, idræt, foreningsliv og kulturarv. 

For at komme i tanke om, at man kan anskue det anderledes, kan vi kigge tilbage til begyndelsen af 1960’erne. Smalhals og vareknaphed efter krigen er overstået. Velfærdssamfundet er i hastig vækst. Landets politikere har store visioner for det danske samfund. Viggo Kampmann og Julius Bomholt barsler med nye ideer til, hvordan kunsten og videnskaben kan drive det nye velfærdssamfund kvalificeret fremad. De tænker, at der skal skabes et nyt superministerium, der kan samle netop kunst og forskning i samme ressort. Et modtræk mod velstandens lurende ladhed og en motor for samfundsmæssig udvikling. Helt så omfattende blev det som bekendt ikke, men Ministeriet for Kulturelle Anliggender blev en ny realitet ved regeringsdannelsen i september 1961, og Kulturministeriet har eksisteret kontinuerligt under samtlige regeringer lige siden. 

Vi nærmer os visionens 60-års jubilæum, og verden har i mellemtiden forandret sig voldsomt. De globale magtbalancer er under omkalfatring, de menneskelige klimapåvirkninger virker faretruende, velfærdssamfundet er presset, og samfundssynet har ændret sig over årene. Det er vist fair at sige, at visionerne fra 1961 er godt brugt, men Danmark har i høj grad stadig brug for den nytænkning, som fostres af kunst og videnskab. Vi skal huske, at vi ikke kun skal redde fremtiden – vi skal også skabe den. 

Aldrig har forbruget af kunst blandt danskerne været højere, end det er i dag. Mange er samtidigt i tvivl om, hvorfor fælleskassen egentlig skal betale til kunsten i Danmark. Imens skrumper det bevillingsmæssige fundament under vore kunstinstitutioner som Det Kgl. Teater, landsdelsorkestrene, landsdelsscenerne osv. Institutioner, der i vid udstrækning blev udviklet som følge af visionerne fra 60’erne, og som i mange år har været med til at give danskerne berigende kunstneriske oplevelser. Kunsten søger som regel at legitimere sig som enten et mål i sig selv eller som et samfundsmæssigt middel, men synes til stadighed at have svært ved at vinde bred forståelse. Vi må derfor spørge hinanden: Hvad er kunstens naturlige rolle i fremtidens Danmark?

I Danmark definerer vi ofte vores samfund som et velfærdssamfund, der består af flere relaterede men også konkurrerende felter, der kæmper om resurserne: Et uddannelses-Danmark, et sundheds-Danmark, et erhvervs-Danmark osv. Tilsvarende kender vi et kultur-Danmark båret af sprog, historie, foreningsliv osv. Alle disse ”Danmark’er” udgør i en bred forståelse velfærdssamfundet. 

Det bliver straks vanskeligere, hvis talen skulle falde på kunstens Danmark. Kunst opleves ofte som et lukket hemmeligt sprog, der skal specialværktøj til at lukke op. En særlig fin udgave af kultur. Det er en bekvem antagelse for både de indviede privilegerede og for de åndeligt dovne. Måske er det derfor, at flere af Folketingets partier ikke siger så meget om den. De taler ofte om kultur men sjældent om kunst, selv om de måske tænker på den.

Hvis man spørger om, hvad kunst handler om, åbner der sig en sand Pandoras æske af svarmuligheder: Kunst handler om idéer, fremkaldelse og skabelse, spontanitet og tilrettelæggelse, udfrielse fra ensomhed og indføring i et fælles tankefelt, sublimeret håndværk – og meget andet.

Kunsten er meget vigtig, men kunsten er ikke noget særligt. Kunsten er tværtimod et almenmenneskeligt fænomen, der er dybt indlejret i vores DNA. Allerede de tidligste mennesker udtrykte sig gennem billedkunst og musik. Mere end 30.000 år gamle hulemalerier i den franske Chauvet-grotte og de endnu ældre kunstfærdigt udformede benfløjter fundet i en grotte i Jura-bjergene i Sydtyskland vidner om, at kunstneriske udfoldelser er en urmenneskelig foreteelse. 

Kunstens karakteristiske evne til at forbinde vores følelses- og forestillingsverden med fællesskabet og virkeligheden er grundforudsætningen for en central menneskelig egenskab: Vi kan gå fra fantasi til udtrykt form på en måde, så andre kan relatere sig til resultatet. Kunst er på den måde en primær og grundlæggende kommunikationsform blandt mennesker. Evnen til at kode og afkode med vores ører og øjne er måske selve forudsætningen for, at vi kan tale og skrive meningsfuldt sammen. Kunsten har været med os alle dage og er helt fundamental for menneskets væsen. Derfor er kunsten vigtig for alle.  

Kunst fremkaldes som følge af en proces. Den kunstneriske proces går fra idé til handling og udmønter sig i krop og bevidsthed hos andre. Det polerede og det rå, rummet og dynamikken, tiden og intensiteten er eksempler på kunstens virkemidler, der gennem håndværk kultiveres for at forlænge den kunstneriske proces over i en udvidet erkendelse hos modtageren. Menneskets evne til den kunstneriske proces spiller derfor også en ofte overset medvirkende rolle for alle væsentlige innovative udviklinger: Videnskab, betydende samfundsmæssige visioner, opfindelser m.m. 

Kunst handler primært om en stærk og smidig relation mellem idéer og det oplevede, hvilket må siges at være en stærk operationel egenskab i menneskelige sammenhænge. Kunst kan derfor ikke begrænses til et særligt reservat under begrebet kultur. Kunst er snarere kulturens forudsætning.

Kunst er et udtryk for naturlig hjerneaktivitet og almindelig menneskelig adfærd. I et frit og demokratisk samfund må man derfor insistere på, at den kunstneriske proces er omfattet af allemandsretten. Alle må have adgang til udvidelsen af vores fælles båndbredde gennem de muligheder, som kunsten giver. Både via kunstneriske oplevelser og gennem egne erfaringer fra kunstneriske processer. Set i lyset af hvor stor en rolle kunsten igennem alle tider har spillet for mennesker, kunne det måske være på sin plads, at vi sætter en ny forståelse af et kunst-Danmark højt på dagsordenen. Ikke i betydningen et reservat for de særligt indviede, men tværtimod kunsten som den kraftige fælles understrøm, der fører os fra idéer til handling og videre til nye og bedre ideer. Her vil man kunne tale om en egentlig vækstdriver for vores idé-dannelse og erkendelse. Det er der både dannelsesmæssig, samfundsmæssig og økonomisk grund til at investere i.

Der er derfor grund til at ønske, at politikere, kunstnere og borgere går sammen om at skabe en ny vision for et kunstnerisk Danmark. En vision, der lader kunsten og den kunstneriske proces få sin naturlige fundamentale plads som samlende og drivende betydningsfelt for et samfund af mennesker. Ikke som enten mål eller middel, men snarere som et bindevæv, der i sine mange former tillader os at være stærke og smidige i tænkning og skabelse samtidigt med, at det kan holde os samlede. En vision der kan tydeliggøre, at kunsten er et fælles anliggende – også i det 21. århundredes Danmark. 

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Rektor på Syddansk Musikkonservatorium

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test