TOP

Rekordhammerslag på maleri af Eckersberg – solgt til københavnsk museum

Davids Samling i København har erhvervet sig et berømt maleri af C.W. Eckersberg på en auktion hos Bruun Rasmussen. Der er tale om maleriet ‘Akvædukten i Arcueil’, som gik for 5,6 millioner kroner, hvilket er verdensrekord for et Eckersberg-maleri. Det oplyser Bruun Rasmussen i en pressemeddelelse. 

Forventningerne til prisen på maleriet var dog endnu højere, da vurderingen på ‘Akvædukten i Arcueil’ lød på 6-8 millioner kroner. 

David Samling ejer allerede et af den danske guldaldermalers prospekter fra Paris. 

“Det flotte hammerslag er fuldt ud forståeligt. Værket er utroligt betydningsfuldt, både for C.W. Eckersberg og for dansk kunsthistorie generelt. Det er et af de smukkeste prospekter fra Eckersbergs studieophold i Paris og det eneste af sin slags, som var tilbage på kunstmarkedet. Det er fantastisk, at det nu kommer hjem til sin “tvillingesøster” hos Davids Samling,” udtaler lederen af Bruun Rasmussens afdeling for ældre kunst, Julie Arendse Voss.. 

På trods af rekordhammerslaget for et Eckersberg-maleri, er der dog langt op til auktionshusets rekord, når det kommer til dansk guldalderkunst. 

Bruun Rasmussen havde i efteråret Vilhelm Hammershøis ‘Interiør fra Strandgade 30’ under hammeren. Maleriet blev solgt for 31,5 millioner kroner, og blev dermed det næstdyreste Hammershøi-maleri, der er solgt på verdensplan.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.