TOP

Regionalt spillested i gældsproblemer – får kommunal ekstrabevilling

En negativ egenkapital på 787.178 kroner. Det var resultatet for det regionale spillested Stars i Vordingborg i 2018.

Det er gammel gæld og stigende priser på koncertmarkedet, der tynger spillestedet, skriver sn.dk. Stars modtager årligt 1,6 millioner kroner i støtte fra Vordingborg Kommune og nu har Udvalget for Kultur, Idræt og Fritid besluttet at yde en ekstrabevilling på 800.000 kroner til spillestedet. Pengene er øremærket til at få nedbragt gælden.

Samtidig kræver politikerne, at Stars fremlægger en sponsorplan, så der kan trækkes flere penge fra fonde og erhvervsliv. 

Ifølge bestyrelsesformand Kenneth Eriksen er den negative spiral dog allerede ved at vende og det seneste halvårsregnskab ser ifølge bestyrelsesformanden således fornuftigt ud. 

“Nu kan vi bruge mere krudt på musik og kultur, så vi kan lave nogle spændende arrangementer, siger Kenneth Eriksen til sn.dk.

Som regionalt spillested får Stars ud over støtten fra kommunen et årligt tilskud på 1,7 millioner kroner fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik. Den nuværende støtteordning udløber i 2020, hvorefter støtten til de regionale spillesteder skal tages op igen. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk