TOP

Regeringen møder kritik – kulturinstitutioner skal vide, hvordan de skal agere, når Kina blander sig

Når Kina begynder at blande sig i ytringsfriheden i Danmark, skal regeringen være bedre til at sige stop. Det mener flere folketingsmedlemmer og efterspørger samme handlekraftighed, som man oplever i Sverige, hvor den svenske udenrigsminister Ann Linde indkaldte den kinesiske ambassadør til møde og gav ham en henstilling om ikke at blande sig i svenske mediers ageren. 

Det skriver Politiken

I efteråret blomstrede diskussionen, da en kinesisk teatergruppe, der er kendt for at være kritiske overfor det kinesiske styre, fik aflyst deres optræden i Odeon i Odense

Det resulterede i, at Jane Heitmann (V), der blandt andet er formand for Udvalget vedrørende Det Etiske Råd, indkaldte Folketingets Kulturudvalg, til samråd tirsdag.

Gør regeringen nok?

Nu har diskussionen fået nyt liv efter, at Kina bad om en undskyldning for Jyllands-Postens satire-tegning, mens Kina også har kritiseret skulpturen ‘Skamstøtte’ af Jens Galschiøt, der støtter demonstranterne i Hong Kong.

“Grunden til, at jeg tager det så alvorligt, er, fordi vi ser det som et reaktionsmønster fra Kinas side. Det her problem forsvinder ikke af sig selv. Men gør regeringen nok?” siger kulturordfører Uffe Elbæk (Å) i Politiken, der samtidig opfordrer Kulturministeriet til tydeligere kommunikation til landets kulturinstitutioner, sådan de ved, hvordan de skal agere, hvis Kina blander sig i kulturbegivenheder. 

En række ordførere var repræsenteret ved samrådet, og der var bred enighed om, at de savnede en mere kontant håndtering af Kinas indblanding. 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk